1. Om Lord Nelson
2. Krigen mod Frankrig
3. Napoleon bliver Frankrigs kejser
4. Søslaget ved Kap Trafalgar hvor Nelson dør
Krigen mod Frankrig
Nelson blev født d. 29 september 1758. Tolv år gammel kom han til søs på et linieskib og i 1777 blev han skibsløjtnant. I 1780 udmærkede han sig første gang ved et angreb på de spanske besiddelser i Vestindien. Efter at have giftet sig med en vestinder vendte han tilbage til England, hvor han i nogle år førte et husligt og stille liv. Imidlertid udbrød den franske revolution, og i de krige, som denne medførte, deltog England blandt Frankrigs fjender. Nelson blev som flådekaptajn send til Middelhavet under Lord Hood, og blev af denne i august 1793 sendt med depecher til den engelske gesandt i Napoli. Her gjode han bekendtskab med dennes hustru Lady Hamilton, hvilket fik stor indflydelse på hans liv. I 1794 medvirkede han ved Corsicas erobring, hvor han ved indtagelsen af Calvi mistede sit højre øje. Han slog den fjendtlige flåde ved Alessio på Sicilien, hvorfor han blev udnævnt til commondore, og bidrog i 1797 under Jerwis væsenlig til sejren over den spanske flåde ved Cap St. Vincent i Portugal, hvorefter han blev contreadmiral. Samme år mistede han ved et angreb på Tenneriffa sin højre arm. Efter sårene var helet fik Nelson kommandoen i Middelhavet og ødelagde den franske flåde ved Abukir i Ægypten d. 1 august 1798, hvorefter han blev udnævnt til baron Nelson af Nilen. Da han kom til Napoli, blev han modtaget med store festligheder, og kongen lod sig forlede af Nelsons sejr til at erklære Frankrig krig. Revolutionstropperne trængte imidlertid ind i landet og gjode dette til en republik, mens kongen måtte flygte til Sicilien på Nelsons flåde. Ledsaget af Lady Hamilton rejste Nelson gennem Tyskland til England, hvor han blev modtaget med store æresbevisninger og udnævnt til viceadmiral. I 1801 tog Nelson under Parker del i toget mod Danmark og leverede slaget på Københavns Rhed d. 2 april. Et angreb på den franske flåde ved Boulogne, som han foretog samme år, mislykkedes imidlertid, og freden i Amien 1802 mellem England og Frankrig afsluttede endelig revolutionskrigene og bragte atter Europa fred efter 10 års kampe.
Freden varede imidlertid ikke længe, idet Frankrigs magt og indflydelse i Europa stadig voksede, og England indså snart, at en åben krig var at foretrække for en fred, under hvilken Napoleon Bonapartes indflydelse udbredtes videre og videre. I 1803 erkærede England atter Frankrig krig, og William Pitt, Frankrigs uforsonlige modstander, blev Englands førsteminister. Krigen åbnedes med, at franske tropper besatte den engelske konge George III tyske kurfyrstendømme Hannover, og uhyre rustninger navnlig i Boulogne tydede på, at førstekonsulen havde i sinde at forsøge en landgang i England for endelig at gøre det af med sin farlige fjende.
< Tilbage Til side 3 >