Helvedhunden Varulven og Fugl Phønix

Titel: Fabeldyr. Kategori: Fra fjerne tider 1924. Side 3 af 8 < Tilbage

Varulven. Varulven, med det ene bagben udstrakt i stedet for hale, på jagt efter kvinder.

Hunden, der særligt bruges som vogter i menneskets tjeneste, har også i sagnene sin plads ved ind- og udgange. I den nordiske gudelære hedder det: "Garm for Gnipehulen gør, så vidt det gungrer", uden at vi får mere at vide om hund eller hule. På billeder, som medgaves de døde Egyptere i dødebøger, ser vi "Helvedhunden" sidde over en portal, som rimeligvis fører ned ned til mørket. Dens udseende er skrækkeligt, idet den ufravendt ser på Osiris, som om den kun ventede befaling af ham for at styrte løs på en eller anden. Mest kendt af disse vogtere er dog Keberos, som vogter indgangen til det græske dødsrige. Den har tre hoveder og logrer venligt af enhver, der vil ind, men er vild og glubsk mod dem, der søger at gå ud af porten. Kun i Herakles har den fundet sin overmand, da han på sin fætters bud greb den og førte den op til ham, der imidlertid blev så rædselsslagen ved synet, at hunden måtte slippes løs. Den skyndte sig da tilbage til sin vagtpost.

Som en slægtning af hunden må Varulven nævnes. Den ligner mest en stor hund, men er i virkeligheden et ulykkeligt menneske, som en gang om måneden får denne skikkelse og efterstræber kvinder. En sådan mand kendes som varulv på, at hans øjenbryn er sammenvokset over næsen, og på ryggen har han en hårbevokset plet, som - idet han siger: "Nu var jeg! Nu er jeg!" - breder sig over hele legemet, der samtidig tager form af en ulv. Så styrter han adsted, på tre ben, idet han strækker det ene bagben ud som en hale, og da må kvinder frygte for at blive varulvens bytte. Slår man en varulv med en treflænet greb, eller et andet redskab, som er delt i tre, kan den ikke gøre noget ondt, og hvis man opdager, at en mand lider under denne hårde skæbne således at måtte skifte ham, kan man udfri ham ved at sige: "Du er jo en varulv!"

Når vi nu kommer til fuglene, begynder vi med den smukkeste.

"Ach, den deylige Fugl Phønix! Andre fugle er kun Carnalier at regne mod den!" Det er Pernilles mening i "Julestuen", og den mening har alle, som fortæller om fuglen, selv om de udtrykker sig på en noget anden måde. Føniks har nemlig ikke sin lige på Jorden.

Efter beskrivelser og billeder ligner den neten en ørn eller en hejre, men om halsen er den gulsskinnende, dens krop og vinger er purpurrøde, og på hovedet bærer den en krone. Dens føde er udelukkende Myrra og Viraksdryp. Den bor i Arabien, og der er kun een fugl af dens art. Men når den er blevet 500 år gammel, da samles alle fugle og hjælper den at bygge en rede af Kanel eller andre krydderurter, og idet solen skinner på det vellugtende ved, vifter Føniks til med vingerne, så reden kommer i brand, og fuglen dør i flammerne. Men i asken danner der sig en orm, som udvikler sig til en ny Fugl Føniks, der stiger op som den gamle i genoplivet skikkelse for atter at leve 500 år. Dens første gerning, så snart den har vokset sig stærk nok dertil, er at føre asken af den gamle Fugl Føniks til soltemplet i Egypten, og kun ved den lejlighed bliver den set af mennesker.

Således lyder sagnet om den fugl, der hos de kristne er blevet et billede på opstandelsen, og som i forretningsverdenen ofte bruges som mærke for nye foretagender, der dannes på grundlag af ældre, - den fugl som Ludvig Holberg lader Pernille berømme, og hvis billede bæres i knapperne af de drenge, der oplæres på det af ham genoprettede Sorø Akademi.

< Tilbage Til side 4 >