Kentaurerne og Sfinksen

Titel: Fabeldyr. Kategori: Fra fjerne tider 1924. Side 7 af 8 < Tilbage

Sfinksen. Sfinksen, et uhyre med kvindehoved på en løvekrop, sønderrivende en mand, som ikke kunne løse Sfinksens gåde. (Efter Moreau).

Af de dyr, vi her har lært at kende, er der jo nogen, der er halvt det ene og halvt det andet. - Men sagnene fortæller også om væsener, som hverken er dyr eller mennesker, men lidt af begge dele. Dem vil vi også se en smule på. Mest menneskelig er vel de, der har menneskehoved på en dyrekrop. Derfor begynder vi med dem.

Ved udgravningen af de store oldtidsbyer i Assyrien er det tit vanskeligt at overvinde de indfødte arbejderes overtro. En dag, da lederen af et sådant foretagende nærmede sig arbejdsstedet, mødte han en indfødt, som bad ham skynde sig, for de havde fundet Nimrod selv. - Da lederen nåede pladsen, så han et vældigt mandshoved stikke op fra bunden af den dybe grav, og arbejderne stirrede rædselsslagne på det. - Det, som her var fundet, var det øverste af en Mandstyre, som dannede siderne i de assyriske slotsporte. De har tyrekrop, et meget langskægget og langhåret mandshoved med høj hovedbeklædning, og vinger har de på ryggen.

I den græske gudelære møder vi en noget lignende sammensætning i Kentaurerne, der dannes af en menneskelig overkrop på et hestelegeme. Men mens de assyriske væsener skrider frem med værdig, majestætisk holdning, er Kentaurerne som oftest i livlig bevægelse. De er kamplystne og vilde. Kun om en enkelt, Cheiron, ved vi at han var vis og kunstfærdig, og hos ham har mange af de græske sagnhelte fået deres opdragelse og kundskaber.

Sfinksen var et uhyre med kvindehoved på en løvekrop. Den havde slået sig ned på en klippe, hvor vejen førte ind til den græske by Theben. Den stillede en gåde til alle, som gik forbi, og de, der ikke kunne løse den, blev sønderrevet og fortæret. Der gik lang tid, uden at det lykkedes, og mange mennesker led den skrækkelige død, så uhyret blev betragtet som den værste landeplage, man havde kendt. Da kom kongesønnen Ødipos, og gåden blev stillet ham: "hvad er det for en skabning, som om morgenen går på fire fødder, om middagen på to, og om aftenen på tre, men jo flere fødder den bruger, des svagere er den?"

Således lød gåden, men Ødipos lo, idet han svarede:

"Det er mennesket, der i sit livs morgen kravler på fire som et kraftløst væsen. Ved midten af sin livsdag går det på to, men mod slutningen af livet må det bruge støttestav som en tredie fod."

Af skam og ærgelse over, at gåden var løst, styrtede Sfinksen sig ned fra klippen og døde.

Også i Egypten havde man forestillinger om sådanne væsener, for man har der fundet rester af Sfinksfigurer, som stod i lange rækker. Mest berømt er den store Sfinks ved Keops-pyramiden.

< Tilbage Til side 8 >