1. Svagtbegavede børn
2. Udregning af intelligenskvotienter
3. Opgaver og besvarelser
4. Vilje og temperament
5. Svagtbegavede børns interesser
6. Begavelse og færdigheder
7. Straf og belønning
8. Åndssvageanstalter og Værneskoler
9. Sickingers Mannheimersystem
Svagtbegavede børn
Sandkassen i skolegården er et yndet opholdssted for børnene. De graver og tumler sig af hjertens lyst.
Man forbløffes ofte over at høre ganske små børn anvende skældsord og såkaldte kraftord med stor færdighed. En ganske lille purk kommer f.eks med en strøm af skældsord som: Dumme tøs, frække unge etc. som svar på en tilføjet fornærmelse. Og jeg kender flere børn, som i almindelighed er meget lidt talende, og flere som er belemret med talefejl, men 'dumme unge' og 'din idiot' kan de alle sige. Heller ikke blandt voksne er det jo så ualmindeligt, at den ene benævner den anden dum eller idiot.
Derimod har jeg aldrig hørt noget menneske skælde et andet ud for svagtbegavet.
Hvad forstås da ved svagtbegavet?
Hvis man spurgte folk i almindelighed, hvad de forstod ved et svagtbegavet barn, ville de fleste nok svare: Tja, det er vel de dumme, dem, der ingen ting kan lære og ikke kan følge med i skolen! Men ved nærmere efterforskning skulle det nok vise sig, at der var megen forskel på, hvilke betingelser, de enkelte stillede til et individ, for at det for alvor skulle kunnne kaldes dumt eller - svagtbegavet.
De samme store forskelligheder i opfattelsen, som man kan vente at finde hos menigmand den dag i dag, fandt den franske psykolog Alfred Binet, da han i 1906 udsendte spørgeskemaer til skolerne i Paris for at få at vide, hvor mange svagtbegavede der fandtes blandt elerverne der.
Han fik fra en skole den besked, at der var 25 procent, fra en anden, at der var slet ingen.
Selv om der er forskel på antallet af svagtbegavede i de forskellige kvarterer i Paris, mene Binet dog, at så store afvigelser måtte have andre årsager, nemlig forskellige opfattelser af, hvad der var normalt og unormalt. Nogle skoleledere havde kun regnet dem for normale, som var over eller kun lidt under middel i klassen, og var da kommet til de høje procenttal. Andre havde kun regnet dem for unormale, som overhovedet ikke kunne tage mod noget af skolens undervisning, og de var kommet til det resultat, at alle skolens elever var normale.
For at overvinde disse uklarheder udarbejdede Binet metoder, ved hjælp af hvilke man mere skarpt kunne skelne mellem normale og unormale, specielt mellem det normalt dumme barn og det unormalt dumme - det svagtbegavede.
Til side 2 >