1. Grammofonen
2. Lydens fysik
3. Thomas Edison og Fonografen
4. Grammofonens anatomi
5. Frembringelse af lyden
6. En tonearm af jernbeton
7. Udviklingen af den elektriske grammofon
8. Hak og ridser i pladen ved 'Repeat'
9. Grammofonstifter i stål, safir og bambus
10. Revyviser til ingen nytte
Frembringelse af lyden
Spørg en ven, om han tror, De kan spille en grammofonplade uden lyddåse og grammofon! Han vil neppe tro det. Stik så en blyant gennem hullet i pladen og drej rundt, hold samtidig et stykke stift skrivepapir ned mod pladen (sammenlagt som billedet viser) - og De har både motor og lyddåse. "Musikken" kommer så af sig selv.
De krav, der må stilles til en god tragt, er store og vanskelige at opfylde. Materialets stivhed og vægt, og ikke mindst tragtens form og dimensioner, spiller den aller største rolle. Forstærkningen er jo for en stor del et tilbagekastningsfænomen, og det følger deraf, at er væggene så lette og tynde, og overfladen ind i tragten af en sådan beskaffenhed, at lydbølgerne opsuges, får vi overhovedet ingen lyd ud. Omvendt er de gammeldags messinghorn - der i og for sig forstærker godt - behæftede med den fejl, at der kommer "bilyde" dvs. blikvæggene kommer i medsvingninger og resultatet bliver den kendte gurglende og bralrende gengivelse, der har bidraget så meget til at bringe grammofonen i miskredit.
Nej, tragten må gøres "død" over for de forskellige lyde og toner, den skal forstærke - lige så vel som membranen i lyddåsen må være indifferent over for de forskellige svingninger, den skulle omsætte til lyd. Men netop det, at der gives tragten så vidt forskellige toner at arbejde med, viser hen til opgavens vanskelighed. Udvidelsesforholdene - 'Stigningsvinklen' - og alt det, kan beregnes for maksimal ydelse ad matematisk vej, men tragtlængderne! Man må jo nemlig huske på, at der næsten ligger noget paradoksalt i at ville forstærke både høje violintoner med f.eks. 7 milimeter bølgebredde og dybe basuntoner på lige så mange meter, i en og samme tragt på måske et halvt hundrede centimeters længde.
Og der kommer yderligere én vanskelighed til: deter ikke nok at få gengivet tonerne, ret og slet, fra et eller andet instrument. Klangfarven må også med for at man kan høre, om det skal være en violin eller en trompet. Og klangfarven beror igen på overtonerne.
Man forstår derfor det overordentligt vanskelige problem: at konstruere en god tragt.
Den før omtalte Lumiére-Membran er for så vidt et udtryk for det samme, blot giver fabrikken i dette tilfælde op over for problemet og går helt uden om tragtforstærkningen. At mange af de billige apparater med "indbygget tragt" giver så fattige resultater , hidrører da også fra den mildest talt noget frejdige måde, fabrikanten har "løst" opgaven på. Man skilrer værket af med en skråtstillet væg af finér - værsågod: der er tragten!
< Tilbage Til side 6 >