Rosport - Kaproning

Kategori: Fritid og sport. Udgivet 1925. Side 1 af 7.

Kaproning ved Knippelsbro. Fra kaproningsbanen ved Knippelsbro. I roningens første år her i landet roede man kaproning ved Langelinie, men farvandet var for uroligt til de lidet sødygtige Outriggers, så det var ikke så sjældent, at et løb, der begyndte med roning, endte med svømning, fordi bådene fyldtes med vand på vejen over banen. Siden 1910 har banen haft mål mellem Knippelsbro og Langebro, og ikke sjældent har der været udenlandske gæster ved løbene.

Frisk luft i lungerne, alsidig og harmonisk udvikling af muskler og sener, styrkelse af nervesystemet og hjerte og hærdelse og udvikling af sindet til kampen for tilværelsen, det er i korte træk, hvad man må forlange af en idræt, hvis den skal kunne betegnes som ideel.

Kun få sportsgrene tilfredsstiller i så høj grad som roning ethvert af disse krav. "Men skal man da ikke ganske særlig stor og stærk for at kunne blive roer?" Således spørges der ofte, svaret lyder: "Tværtimod, det er de svage og spinkle, der helst må gå ind i roklubberne, de trænger nemlig mest til det". Sandheden er, at enhver, der ikke netop er invalid, vil have gavn og glæde af at blive roer.

Atter og atter ser man i roklubberne, når sæsonen åbner, begynderne komme, blege og spinkle af arbejdet ved kontorpulten eller i studenterværelset. Når klubben om efteråret stryger standeren er de som forvandlede. Langture har brunet deres hud og gjort dem sunde og friske, den kraftige motion ved åren, har fremtryllet muskler og sener, ranket og rettet de bøjede rygge, og kammeratskabet og sommerens glade minder har gydt dem nyt livsmod, ny arbejdskraft i årerne.

Ja, det kan være meget godt," hører man så indvendt, "men det gælder kun motionsroning, skovtursroning, til kaproning kan da kun stærke folk bruges". - Selvfølgelig lader det sig ikke nægte, at jo stærkere en roer er, des mere håb er der, om han trækker godt i åren, hvis han da tillige er smidig nok til at kunne udføre de bevægelser, roningen kræver, men sikker kan man rigtignok aldrig være, og om en mand vil kunne blive en god kaproer eller ikke afhænger i langt højere grad af, om han ejer de sjælelige egenskaber, der kræves, interessen for at ro korrekt og den ubrydelige vilje til at sejre.

Det er langt fra sjældent at se et fysisk svagt hold slå et stærkere i kraft af sin tekniske overlegenhed, sin sammenroning og sin faste sejrsvilje. Man har også gjort forsøg med at bemande kaproningsbåde med vægtløftere, brydere og andre "stærke mænd", det er altid gået galt, holdene er blevet slået med glans af andre, tilsyneladende langt svagere, der blot forstod at bruge deres kræfter, så intet gik til spilde og ejede evnen til at pine det mest mulige arbejde ud af legemet, selv om dette var træt.

Til side 2 >