10 øre for at spise en skrubtudse

Titel: Spiseafsky - Madlede. Kategori: Psykologi og adfærd 1925. Side 3 af 7 < Tilbage

Skrubtudse. Modsat spiseafsky kan enkelte mennesker med forkærlighed spise ting, der forekommer andre modbydelige. For nogle måneder siden blev det omtalt i den københavnske presse, at en skoledreng havde spist en levende skrubtudse for 10 øre, udlovet af en kammerat. Et barn f.eks. var særlig glad, når det kunne få et æg "med en tanke". I Tibet regnes gammelt harskt smør for en meget fin delikatesse. Jo ældre det er, jo mere påskønnes det. I rejsebøger derfra læser man derfor altid om europæeres rædsel, når de af høflighedshensyn var nødt til at fortære dette med et frejdigt ansigt. - Kafferne i Syd-Afrika drikker aldrig frisk mælk. Den opbevares i store kar, indtil den er blevet syrlig, og den friske mælk hældes stadig ned i disse kar. - I en ellers sund familie var der en søn, der ikke under nogen form kunne tåle æg. Bare en kiks, hvortil der havde været benyttet æg, foranledigede opkastninger. - Norsk gammelost, ja selv almindeligere arter ost er påskønnet af mange, mens det er andre ganske umuligt at få en ubetydelighed ned. - De fleste ældre mennesker har sikkert lagt mærke til, hvorledes ens smag forandres. I barndommen kan man ikke lide fisk, kun kød, senere hen bliver det måske omvendt. Eller spørgsmålet grøntsager? Indenfor nogle år kan ens madlyst ganske ændres.

Det besynderlige ved sagen forstærkes ved, at hos visse folk er nydelsen af bestemte dyrs kød forbudt kvinder, men ikke mænd, eller omvendt, ligeledes kan man finde specielle spiseforbud for unge, og for gamle individer, for sørgende, for enker, for svangre kvinder osv., forbud, som altså ikke gælder for de øvrige medlemmer af det pågældende samfund. De, for hvem forbudet gælder, nærer altid den største rædsel for at overtræde det og den største afsky for de arter af spise, det drejer sig om. En heftig afsky kan således gøre sig gældende overfor fødevarer, som man ser sin nærmeste familie nyde med velbehag, og man ved, at man selv tidligere har nydt eller i fremtiden vil komme til at nyde med ikke mindre velbehag.

Man kan vanskeligt tænke sig, at næringsmidler, der er gavnlige et sted på Jorden, skulle være skadeligt et andet sted, og endnu vanskeligere, at det samme næringsmiddel samme sted på Jorden skulle være skadelig for unge og gavnligt for gamle, gavligt for mænd og skadeligt for kvinder osv. Desuden er notorisk sundhedsfarlige spiser mange steder legitime lækkerbidskener, mens i hvert fald tilsyneladende uskadelige spiser de samme steder betragtes med afsky. Det er derfor langt fra i alle tilfælde, at erfaringerne angående næringsmidlernes skadelige eller gavnlige virkninger kan have været af betydning ved tilblivelsen af den afsky for visse arter af spiser, som man finder overalt på Jorden. Meget ofte synes der kun at foreligge sociale vedtægter, sociale fordomme, om man vil, uden at næringsmidlernes objektive beskaffenhed spiller nogen som helst rolle derved, spiseafskyen ytrer sig ganske ens i de to arter af tilfælde. Det er derfor et spørgsmål, om man har lov til at antage en dobbelt forklaring og sige, at det snart er praktiske erfaringer, som har fremkaldt den intensive spiseafsky, og snart andre, foreløbig ukendte årsager. Rimeligere synes det at være, at det er de samme årsager, der altid har gjort sig gældende, og at resultatet i nogle tilfælde tilfældigvis stemmer overens med, hvad moderne ernæringsfysiologi og hygiejne kan billige, og i andre tilfælde ikke.

Hvorom alting er, så har det en betydelig interesse at søge det spørgsmål besvaret, hvorledes den socialt betingede afsky fort bestemte arter spiser er opstået. Den tyske forsker Julian Hirsch har i en afhandling søgt at løse dette problem, og det er i det væsentligste hans resultater, der skal refereres i det følgende. Et særligt oplysende eksempel er afskyen for hestekød. Hos de hedenske germaner i oldtiden var hesten er et af de vigtigste offerdyr, og nydelsen af dens kød var en hellig handling. Da kristendommen blev indført i de germanske lande, betragtede de kristne missionærer og præster nydelsen af hestekød som uopløselig forbunden med hedenskabet, og de bestræbte sig med største iver for at få dette næringsmiddel forbudt. De stødte først på stærk modstand, men i det lange løb havde de held med sig. Så tidlig som i året 853 berettes det som noget ganske uhyrligt, at befolkningen i Sachsen under en hungersnød havde været nødt til at spise hestekød. Når vi den dag i dag ikke holder af at spise hestekød, uden at vi egentlig har nogen fornuftig grund til at afholde os derfra, så skyldes det altså i virkeligheden udelukkende, at den kristne kirke for 1000 år siden med held søgte at få nydelsen af hestekød forbudt som en bestanddel af germansk hedenskab.

< Tilbage Til side 4 >