Tabu og Totemsystemet

Titel: Spiseafsky - Madlede. Kategori: Psykologi og adfærd 1925. Side 5 af 7 < Tilbage

Eskimo spiser spæk. En eskimo spiser med velbehag de endnu varme dampende indvolde af en nyfanget sæl. Hvor mange af vore bekendte kunne gøre dette, om det gjaldt et væddemål.

Meget synes da at tale for den antagelse, at når tanken om at spise visse dyrs kød vækker en væmmelse, som ofte i og for sig synes ganske uforklarlig, så skyldes det, at nydelsen af disse dyrs kød engang i fortiden er bleven forbudt af relegiøse grunde. Dyrenes forhold til religionen kan være af dobbelt natur. I nogle tilfælde som ved det kristelige forbud mod hestekød og det jødiske forbud mod svinekød har man villet holde en fremmed religion ude. I andre, og måske de fleste tilfælde er det dyr, hvis kød det er forbudt at spise, et helligt dyr i selve det folks religion, hvor forbudtet er opstået. Dyret har da ofte været, hvad man kalder Totem for en bestemt stamme eller klan dvs. den pågældende menneskegruppe betragter sig som på en eller anden måde beslægtet med den pågældende dyreart, påstår ofte at nedstamme fra disse dyr, spiser måske deres kød som et sakramente ved relegiøse fester, men afholder sig til alle andre tider omhyggelig derfra. Dyret bliver da, hvad man kalder tabu, og en eftervirkning deraf er udtrykkeligt forbud mod at spise dets kød eller til sidst kun umiddelbar afsky derfor, når hele det gamle Totem-system forlængst er gået i forglemmelse. Det er muligt, men ikke sikkert, at der engang har eksisteret totemisme i det gamle Israel, som gennem spiseforbudene i det gamle testamente og den ældre kristendom har forplantet sine eftervirkninger til os i form af afsky for visse slags mad. Men dyr kan også blive tabu på anden måde end ved at have været betragtet som sæde for de afdødes sjæle eller oprindelig som de døde selv. Det gælder f.eks. om orme, fordi man har kunnet se disse dyr kravle ud af halvforrådnede lig, og her har man muligvis oprindelsen til den vidt udbredte væmmelse ved orme.

Også slanger, som man kan se komme frem fra jorden, hvor de døde er begravet, har haft betydning som sjæledyr. Det er her vigtigt at lægge mærke til, at dyr, der oprindelig er bleven tabuerede ud fra følelser af respekt og ærefrygt, meget vel og måske endogså normalt kan ende som en eftervirkning af det relegiøse spiseforbud at vække afsky og væmmelse. Dyr har endvidere kunnet blive tabuerede, fordi de har skytsånder for enkelte individer, fordi de spillede en rolle i troldmændenes magiske cermonier, og af mange andre grunde. Således må man tænke sig de kun for enkelte klasser eller individer i et samfund gældende spiseforbud opstået. Enhver form for tabu kan resultere i spiseforbud og afsky for det pågældende dyr, som ikke til en eller anden tid et eller andet sted på Jorden har været tabu. Det forbavsende er nærmest, at der dog er så forholdsvis mange dyr, som vi i den moderne europæiske civilisation har lov til og er i stand til at spise.

Afskyen for ådsler, der ved første blik kan synes så naturlig og rationel, synes også at have sin oprindelse i primitive, især gameltestamentlige, tabu-forestillinger. Den synes at hænge sammen med uviljen mod at spise kød af dyr, som ikke er blevet slagtet, men er død en "naturlig" død. Afskyen for kød af selvdøde dyr går tilbage til et forbud mod nydelsen af sådant kød, der håndvævedes af den kristne kirke indtil omkring det 19. århundrede, og dette kirkelige forbud går attter tilbage til et tilsvarende gammeltestamentlig forbud. Det afgørende ved forbudet var, at kød af selvdøde dyr endnu indeholdt alt dyrenes blod i sig, og det var i virkeligheden oprindelig nydelsen af blod, som forbudet gjaldt. Blodet var tabu. Man kan nutildags spise blodpølse uden nogen art af væmmelse, men synet af blod i frisk flydende tilstand er dog endnu i de fleste tilfælde egnet til i nogen grad at bringe sindet ud af ligevægt. Blod og ådsler har begge med døden at gøre, og den oprindelige grund til, at disse ting tabueredes, var frygten for, at berøring med dem på magisk vis skulle virke dødbringende. Den samme frygt synes at ligge til grund for den afsky, man nærer for at spise ting, der har været i berøring med døde dyr. Ingen ville drikke vand fra en brønd, i hvilken der ligger en død mus, endskønt tilsyneladende rent vand bevisligt i mange tilfælde kan indeholde langt talrigere og farligere sygdomsspirer end liget af en mus.

< Tilbage Til side 6 >