1. Kræft og andre svulster
2. Behandling af kræften
3. Professor Johannes Fibiger og irretationslæren
4. Kræftcellernes spredning til organerne
5. Godartede svulster
6. Statistikker over kræfttilfælde i Danmark
Kræftcellernes spredning til organerne
Øverste billede viser kræsvulster indpodet på en rotte fra en anden. Bemærk de knudrede svulster, der opfylder underlivet.
Midterste billede viser et tværsnit af en lever med kræftknuder (de hvide pletter).
Nederste billede viser et mikroskopisk snit af en kræftsvulst i mavesækken.
Man må da håbe, at det en dag vil lykkes at finde et middel, der kan dræbe kræftcellerne uden at skade de øvrige legemsceller, men indtil da kan vore bestræbelser kun være rettede mod at erkende og oprere kræften så tidligt som muligt og at forhindre de kendte irritationer, der vides at kunne fremkalde kræft. Dette sidste er dog hverken nogen nem eller taknemmelig opgave. Til studiet af de forhold, der fremmer eller hæmmer kræftens vækst, hjælpes vi af den af danskeren C. O. Jensen fundne hudkræft hos mus. Denne kræft kan inpodes fra dyr til dyr, således at man altid kan komme til at råde over et vilkårligt stort materiale af kræftsyge dyr til forsøgene.
De ondartede svulster falder efter cellernes natur i to store hovedgrupper, den egentlige kræft som udgår fra de dækceller, der beklæder vor hud, vore slimhinder og vore kirtlers hulrum, og det såkaldte sarkom, der udgår fra bindevævet, brusken, knoglevævet, musklerne eller andet støttevæv. Ved siden af den rent anatomiske forskel mellem cellerne ved de to former, er der også flere praktisk langt vigtigere forskelligheder. Mens den egentlige kræft hovedsageligt findes hos ældre mennesker, vil det såkaldte sarkom ofte findes hos ganske unge individer. Kræften i snævere forstand breder sig først ind i lymfekarrene og igennem disse til lymfekirtlerne, mens de fra bindevævet udgående svulster hovedsageligt udsåes ad blodvejen. Der er dog her kun tale om en vis forkærlighed for den ene eller den anden udbredelsesmåde, idet begge former kan spredes både af blod- og lymfevejen. Endelig kan man muligvis også fremhæve den forskel, at kræftsvulsterne (i snævere forstand) ofte fremkommer efter langvarige gentagne irritationer, mens støttevævssvulsterne undertiden ses at opstå efter en enkelt læsion som et stød eller slag.
Det hyppigste sæde for kræftsvulsterne er mavesækken. Endetarmen, spisrøret, mundslimhinden og huden, samt brystkirtlerne og livmoderen hos kvinden, altsammen steder der er udsat for betændelser, irritationer og andre påvirkninger. Både i spiserøret, maven og endetarmen vil svulsten, foruden sin almindelige virkninger, fremkalde en forsnævring, der yderligere forværer den dårlige ernæringstilstand. I mange sådanne tilfælde vil det, skønt svulsten ikke kan fjernes, være nødvendigt at foretage lindrende operationer, der letter fødens pasage.
Støttevævssvulsterne (sarkomerne) vil ofte udgå fra knoglevævet, hudens bindevæv eller lymfekirtlerne. Det er næsten alle meget raskt voksende og ondartede svulster, særlig de såkaldte sorte sarkomer, der udgår fra cellerne i de små sortfarvede modermærker, er meget farlige, da de næsten før væksten af modermærket kan iagttages, har bredt sig med blodstrømmen. det er dog heldigvis sjældent at modermærkerne forvandler sig til sådanne svulster.
Der er imidlertidig så at sige ikke det sted i organismen, hvorfra der ikke lejlighedsvis kan udgå en ondartet svulst, feks. kan visse celler i fosterhinderne under svangerskabet omskabe sig til en yderst ondartet svulst, der dræber både moder og barn, i hvert fald den første.
De hidtil omtalte svulster har alle været ondartede, men der findes også en stor broget gruppe svulster af godartet natur. En sådan godartet svulst har den næsten ubegrænsede vækstevne fælles med kræften, men væksten går i reglen langt langsommere, og svulstcellerne er mere modne og ligner mere de normale celler, fra hvilke de er udsprunget.
Det karakteristiske ved den godartede svulst er imidlertid, at den vokser ved at skubbe det sunde væv til side, ikke ved at trænge ind i det, den afsætter heller ikke kolonier i andre organer. Grænsen mellem sundt og sygt væv er her ganske skarp og klar, hvad der i høj grad letter kirugens opgave.
< Tilbage Til side 5 >