Onsdag 12/12 2018.

Fabeldyr

Kategori: Fra fjerne tider. Udgivet 1924. Side 1 af 8.

Forskellige fabeldyr. På forsiden af FREM, hvor denne artikkel stammer fra, ses bla. Enhjørningen, Pegasus, Helhesten og Sfinksen.

I de eventyr, vi har hørt om som børn, mødte vi feer og onde trolde, og særlig traf vi på mange dyreskikkelser, som ikke har noget med virkeligheden at gøre. De søfarende, som drog vidt omkring og gerne ved hjemkomsten ville forbavse deres landsmænd, fortalte om utrolige vidundere, både for at prale og for at afskrække andre, så at de blev ene om disse rejser, der gav god handels- fortjeneste. Måske troede de også undertiden selv, at de virkelig havde mødt de ting, de meldte om. Men hjemmefødninger, som aldrig havde været udenfor landsbyens grænser, de kunne også i de lange, mørke nætter bilde sig ind, at underlige væsener luskede om, og da gjorde de sig lignende forestillinger om dyr, der kun havde hjemme i fantasiens rige, i fabelverdenen.

Nu er der vel ingen, som tror på disse fabeldyr. Men ligesom det undertiden kan more os at se tilbage på et stykke vej, vi er gået, og glæde os over, at vi er nået så langt, således kan det også være fornøjeligt at se tilbage på gammel overtro og vide, at nutidsmennesker er nået længere frem end vore gamle forfædre. Derfor vil vi her se lidt på fabeldyrene, både dem, der hører hjemme i relegionerne, dem, der er udsprunget af de såkaldte skipperløgne, og dem, der er opstået i mørkerædde askepusteres nattesyner og drømme. Det bliver altså en slags naturhistorie, forskellig fra den, vi lærte i skolen.

Enhjørningen er så vild, at ingen kan tæmme den. Kun overfor en ung, uskyldig pige er den så ærbødig, at den, lokket af hendes klare sangstemme, kommer springende, knæler for hende, lægger sit hoved i hendes skød og bliver som et lam. - Den har nærmest skikkelse som en hest, dog har den i reglen klove og ben som en hjort. Sit navn har den fået af det farlige våben, den er udstyret med, nemlig et langt spidst horn, der vokser lige frem af dens pande, og som den gennemborer sin modstander med. - Et sådant horn, der kunne nå en længde af 2-3 meter, var en stor kostbarhed, som kunne indbringe sin ejer 300.000 Kr., men det havde også egenskaber, som nok var pengene værd. At den glatte blanke spids kunne lyse i mørke, var ingenting imod den virkning, et lile stykke - knust til pulver - havde overfor farlige sygdomme. Det var derfor ikke underligt, at det kun var fyrster, som havde råd til at købe sådanne horn, eller at afsavning af det lille stykke, som skulle bruges til lægemiddel, foregik under tilsyn af fyrstens højtbetroede minister. Dette giver en forestilling om, hvor kostbar de danske kongers kroningsstol har været, eftersom ryglænet på den støttes af sådanne horn. - I vore dage ville man kunne lave den billigere, da man er blevet klar over, at man med det såkaldte enhjørningshorn mente narvalens stødtand.

Af det engelske våbens to skjoldholdere er den ene en enhjørning af sølv med en krone om halsen - i kronen hænger en lænke - den anden er en løve af guld.

Til side 2 >