Lørdag 21/9 2019.

Lyskilder til filmfremvisning

Titel: Filmen og dens historie. Kategori: Sport og fritid 1926. Side 8 af 8 < Tilbage

Lyskilde til filmfremvisning. Til foreføringen af filmen i et biografteater fordres en meget stærk lyskilde. Indtil nu har man derfor måttet anvende en stærk elektrisk strøm, hvad der jo unægtelig koster en del penge. En af de sidste tekniske forbedringer på foreføringsapparaternes område er den såkaldte spjellampe, ved hvilken man sparer 80 procent strøm og dog opnår ganske den samme lysvirkning.

Den moderne teknik har gennem de sidste 15-20 år givet filmfolkene nogle ganske fortræffelige lyskilder i hænde. De store tusindlysende buelamper, som nu er installeret i ethvert optagelsesteater, kan selv i den mørkeste vintertid, skaffe fotografen alt det lys, han ønsker sig. Men det, der bliver så vel hans som instruktørens opgave, er dette: at forstå at benytte lyset på rette måde! Med andre ord: gennem disse i og for sig ganske unaturlige strømme af lys at skabe en fuldstændig naturtro lysvirkning. At det faktisk er meget vanskeligt, ser vi jo med al ønskelig tydelighed af det faktum, at selv de allerbedste filmarbejder, der både teknisk og kunstnerisk hører til det bedste, der overhovedet er ydet - som oftest vrimler med det, man kalder "falske belysninger". Ved "falske belysninger" forstår man, at der over en person eller en genstand på billedet falder et lys, som er unaturligt, fordi der ifølge alle foreliggende kendsgerninger (vinduernes, dørenes og eventuelle lampers plads) ikke ad naturlig vej kan fremkomme et sådant lys.

Grunden til, at disse falske belysninger forekommer, er den ganske simple, at man falder for fristelsen til at lave enkelte smukke billeder, frem for at lade det enkelte billede lide lidt til fordel for helheden.

Lad os tage et eksempel: scenen foregår i en stue med en ganske bestemt lyskilde, et vindue f.eks. Første del af scenen foregår henne ved dette vindue, og lyset er all right. Men så forlægges spillet til f.eks. kakkelovnskrogen, hvor lyset ifølge sagens natur ikke er nær så godt! Fotograf og instruktør har så to alternativer at vælge imellem: enten at lade billedet blive mindre godt belyst - eller sætte et "falsk" lys ind på det. Hvad man vælger, bliver vel individuelt! Men givet er det i alt fald, at til den moderne kunstneriske film må man stille den fordring: så få, så små og så lidet iøjnefaldende falske belysninger som vel muligt!

I forbindelse med belysningerne kan vi også lige nævne de såkaldte "natbilleder", der selvfølgelig aldrig er taget ved nat, men, for at blive fuldkomne, skal optages i de første 15 minutter efter Solens nedgang. Når "natbilleder" nu ofte irriterer ved svigtende og svingende belysning, så ligger dette i, at man er begyndt optagelsen lidt for tidligt og har endt den lidt for sent, med andre ord: har optaget en halv time ved solnedgangstid i stedet for at nøjes med de virkelig brugbare 15 minutter.

At være en virkelig dygtig filmfotograf fordrer i øvrigt en vis portion malerisk sans, som blandt andet må give sig udslag i, at han på forhånd nøje kan beregne virkningerne af det, han fotograferer. Han må f.eks. forud kunne "beskære" sit billede rigtigt! Enhver amatørfotograf ved, hvor vigtig beskæringen af det færdige billede er for helhedsvirkningen. Men filmfotografen er udelukket fra bagefter at beskære sine billeder, han må på forhånd indstille sit apparat således, at billedet bliver netop så plastisk, som det skal være! "Hvad han tog, det tog han!" Retouchere kan han jo nemlig heller ikke.

Relateret artikel: Filmens historie - Del 2.

(Forfatter: Ellen Duurloo)
  < Tilbage