Princippet i fotografiapparatet

Titel: Filmen og dens historie. Kategori: Sport og fritid 1926. Side 2 af 8 < Tilbage

Film med fattigt udstyr. Så "fattigt" et udstyr kunne man nøjes med i Valdemar Psilanders dage. Her ses den feterede filmør (Nr. 2 fra højre) og yderst til venstre instruktør August Blom.

Hans metode var også, set med nutidens øjne, på een gang både uhyre primitiv og i høj grad indviklet:

I en dertil særligt konstrueret bygning anbragte han ikke mindre end 30 fotografiapparater side om side. Lige over for dem var opstillet en hvid skærm, der skulle være baggrund for den galoperende hest. Fra hvert fotografiapparat og tværs over hestens bane var udspændt en uldtråd, der igen var forbundet med en elektromagnet, ved hjælp af hvilken øjeblikslukkeren på hvert enkelt fotografiapparat blev udløst nøjagtigt i det øjeblik, hesten med sin hov sønderrev uldtråden!

På det tidspunkt vakte denne opfindelse imidlertid levende bifald inden for fagfotografernes kreds. Enkelte fremsynte øjnede også her muligheder, hvis rækkevidde de dog endnu aldeles ikke havde gjort sig klart. De næste 20 år gik så hen med stadigt foretagne småforbedringer af den Muybridgske metode, men de to store ulemper, som klæbede ved den, formåede dog ingen at overvinde, denne nemlig, at man kun kunne optage bevægelser i fremadskridende retning samt at resultatet ikke blev et virkeligt "levende" billede, men bare et, der bevægede sig på stedet.

Endelig blev dog også disse vanskeligheder overvundet af en fransk fysiolog, der hed Marey, og som opfandt "den fotografiske revolver".

Princippet i dette fotografiapparat var ganske det samme som i en 12-løbet revolver. I stedet for kugler var der blot i magasinet anbragt en strimmel fotografisk papir (ikke en celluloidfilm), og ved hvert tryk på aftrækkeren opfangede man gennem linsen i revolverens "løb" et fotografisk billede på den stødvis roterende papirstrimmel. Lidt efter lidt forbedrede Marey sin opfindelse så meget, at det lykkedes ham at præstere 12 optagelser pr. sekund, næppe det, som et moderne apparat yder, men dog tilstrækkeligt til at virke tilfredsstillende under normale forhold.

Endelig i 1889 fandt da W. Friese-Green på i stedet for den meget uholdbare og lunefulde papirstrimmel at anvende celluloidstrimler, som jo bruges den dag i dag.

Der var dog stadig een vanskelighed, man endnu ikke havde overvundet, og den bestod i at få celluloidstrimlen til at rotere i nøjagtigt de ryk, som man ønskede. Snart gled den lidt for rask, snart blev dens bevægelser for langsomme. På dette punkt gjorde nutidens genialeste opfinder, Thomas Edison, sin afgørende indsats, idet han opfandt perforeringen af strimlen. Med andre ord indførte tandhjulsystemet i optagelsesapparatet og derved fik det til at gå lige så præcist som det præciseste urværk.

< Tilbage Til side 3 >