1. Filmen og dens historie
2. Princippet i fotografiapparatet
3. Louis Lumiére konstruerede et optagelsesapparat
4. Når en film bliver optaget
5. Levende billeder
6. Bag filmens kulisser
7. Eksempler på tricks i film
8. Lyskilder til filmfremvisning
Bag filmens kulisser
Billedet her forestiller det allermest moderne foreføringsapparat, det såkaldte "Tvillingeapparat". I de store billedteatre er man mere kommet bort fra aktinddelingen og de dermed følgende pauser, som var direkte dikteret af, at der på hver spole kun kunne være oprullet ca. 1000 meter film. En akt var som regel 1000 meter, og for hver akt måtte man skifte spole. En tid brugte man så for at komme væk fra disse pauser, at lade slutningen af hver akt "køre" på to maskiner, og når så filmstrimlen til 1. akt var kørt ud, kunne man bare rulle videre af 2. akt på den næste maskine. På denne tvillingemaskine er anbragt to sæt spoler. Når den ene er kørt ud, trykker man på en knap, og lynsnart roterer hele apparatet om sin egen akse, og man arbejder videre med næste spole. På denne måde kan man faktisk køre løs i en uendelighed.
Vi vil nu - om end i meget store træk, der kan jo nemlig skrives folianter om dette meget interessante og komplicerede emne - for en lille stund føre vore læsere ind bag filmens kulisser og der lade dem se lidt af hele det store apparat, der skal til, for at en moderne film kan blive stillet på benene.
Alene den tekniske side af sagen er ganske overordentlig vidtforgrenet og har jo iøvrigt i løbet af de forholdsvis få år, filmen har eksisteret, opnået en ganske forbavsende fuldkommenhed. Man kan næsten med sandhed sige, at "på film er intet umuligt!" Alt kan - rent teknisk set - laves. Man kan se mennesker brænde levende op, man kan lade den samme person optræde i tre forskellige skikkelser på samme billede, man kan fremstille spøgelsesbilleder og visioner osv. i en uendelighed, alt sammen ting, som i al almindelighed sætter publikum i den største forbavselse og fylder det med beundring, mens sandheden er den, at alle disse "tricks" i og for sig er meget simple at lave, i hvert fald slet ikke er det, som volder instruktør og fotograf det meste hovedbrud og de største vanskeligheder.
Vi skal her gennemgå nogle af disse tricks og forklare vore læsere, hvorledes de fremstilles.
Vi kender alle spøgelses- eller visionsbillederne. De ser meget effektfulde og mysteriøse ud, men er i virkeligheden lavet på en ret ligefrem måde. Lad os tage et konkret eksempel: Filmen "Køresvenden" efter Selma Lagerlöfs fortælling. På et billede ser man f.eks. køresvenden med sin dødskærre køre ud i bølgerne, for at hente den druknende sømand. Et for så vidt særdeles virkningsfuldt billede, der er lavet på den måde, at fotografen først er taget ud til stranden, og har fotograferet nogle rullende bølger, derefter vendt tilbage til atelieret og - mod en baggrund af sort fløjl (der intet indtryk gør på den fotografiske strimmel) endnu en gang har ladet filmstrimlen med bølgebillederne passere gennem optagelsesapparatet, men denne gang med køresvenden og kærren foran objektivet. På denne måde laves alle spøgelses- og visionsbilleder.
Så er der dobbeltgængerbillederne. Vi har jo set film, hvori to personer spiller een og samme person, og hvor disse to personer ses sammen på billederne og virker i intimt samspil.
Hvordan i al verden går nu dette til ?
Også meget simpelt - men for resten på en for skuespilleren noget kedsommelig måde. Videre inspirerende skulle man i hvert fald ikke synes, at metoden må virke på aktøren.
Et moderne filmoptagelsesapparat er nemlig således indrettet, at man kan "blænde af", for et parti af det stykke strimmel, der i øjeblikket befinder sig foran objektivet. Med andre ord: man kan fotografere først f.eks. den højre halvdel af billedet, bagefter den venstre.
< Tilbage Til side 7 >