Ræven finder de forgiftede fugle

Titel: Stryknin - En sandfærdig jagt beretning. Kategori: Fritid og sport 1924. Side 5 af 6 < Tilbage

Ræven jager på marken.

Da ræven kom op i nærheden af landsbyen, mærkede den et sted tæft, og med et mægtigt spring og halen højt i luften landede den på en fugl, som lå død i sneen. Det var en af dem, der var fløjet et stykke med flokken, og rævens næse sagde den straks, at den fugl var uberørt af mennesker og derfor ganske farefri at æde, og den slugte den også øjeblikkelig, næsten uden at tygge den. Oppe ved hækken, hvor fuglene var skudt, fandt den endnu et par anskudte, som havde undgået Ræve-Lars' opmærksomhed.

Stedet, hvor fuglene var skudt, blev undersøgt med pinlig omhu, og et par steder fandt ræven nogle bloddråber i sneen, som den slikkede omhyggeligt op. Helt op til Ræve-Lars' hus nåede den - i et sådant vejr behøvede den ikke at frygte byens hunde - og der lå et afgnavet ben uden en kødtrævl eller bruskstump. Sin misfornøjelse med dette fund viste den ved at løfte et bagben og lade sit stinkende vand falde på benet, så skulle nok selv den mest forsultne køter lade det ligge.

Ude på marken fandt den en af de døde, forgiftede fugle. Den lugtede både af Ræve-Lars' fingre og af tørverøgen i hans lille stue, og lige ved siden af den fandtes hans stinkende træskospor. Med stor forsigtighed nærmede den sig fuglen. Den vidste godt at den kunne være farlig, og at den kunne ligge som lokkemad ved en fælde eller på anden måde gøre fortræd. Efter forsigtigt at have snuset omkring den og fundet, at der ingen fælde eller saks var, løftede den atter sit bagben og lod nogle dråber falde på fuglen for at give sine slægtninge en ikke vellugtende advarsel og for at vise Ræve-Lars sin foragt for hans forsøg på at narre den. Flere af de andre døde fugle gik den bort fra, stadig efterladende nogle dråber af sit utømmelige forråd på dem, men da den med vinden gik gennem en græstot, flagrede en fugl ud, og med et spring havde ræven den i munden.

Fuglen var levende, og det gjorde ham mindre forsigtig, og desuden gik det hele så hurtigt og med vinden, at hans næse ikke fik tid til at advare. Havde han ikke været sulten, ville han have båret den med sig et stykke, før han havde ædt den, både for at føle glæden ved i sin mund at have noget levende, som krympede sig under hans tænder, og for at sætte appetiten endnu højere op, og så ville han sikkert have lugtet, at den havde været i Ræve-Lars' hænder. Nu var han sulten, så han formelig slugte fuglen - en stor bomlærke - uden at give sig tid til at tygge på den mere end et par gange. Det gav nok en lidt bitter smag i munden, fordi der var bleven klemt lidt stryknin ud af tarmstumpen, men hans smagsorganer var ikke særlig stærkt udviklede, og desuden fulgte der så ofte en mærkelig smag med fangsten, så det bekymrede ham ikke det mindste. Han belavede sig allerede på at trave videre, da han pludselig blev meget syg. Først fik han en frygtelig angstfølelse, og så blev han iskold, men straks efter gik en voldsom varmebølge igennem ham fra snude til hale og især langs ryggen, og samtidig begyndte smerterne. Han ville løbe, søge skjul, men benene lystrede ikke som ellers. Hovedet bøjedes bagover, og stivkrampen var allerede ved at tage ham, da opkastningerne kom. Havde der været stryknin nok, ville han være død i løbet af nogle minutter, som ville have været fyldt med den yderste smerte, men Ræve-Lars havde anvendt vel lidt af den dyre stryknin, og desuden sad størstedelen endnu inde i tarmstumpen.

< Tilbage Til side 6 >