Skytten går sin aftenrunde

Titel: Stryknin - En sandfærdig jagt beretning. Kategori: Fritid og sport 1924. Side 2 af 6 < Tilbage

Et vinterlandskab.

Henad aften kom skytten ud til de mindre plantager, hvor råvildtet og fasanerne løb ved tykningens fodergange, næsten uden at ænse ham, for han var jo deres ven, som bragte dem majs og roer, når vinteren blev hård og føden sparsom. Deres iagttagelsesevne var lige så fin som hans, og de vidste særdeles godt, at han var farlig, når han langt fra foderpladserne sneg sig forsigtigt gennem skoven, men de vidste også, når de ikke behøvede at være bange for ham.

I mørkningen løjede vinden af, og skytten listede da med yderste forsigtighed ned til rævegravene i plantagens udkant, hvor han stillede sig med ryggen mod et træ, der stod således at vinden førte fra gravene mod træet. Her stod han ganske stille, og hans skikkelse faldt fuldstændig sammen med omgivelserne, og kun hans ansigt kunne ses som en blegere plet i det grå.

Straks efter kom en kat snigende udenfor skovdiget, så langt ude på marken, at den kunne træde gennem sneen ned til den faste jord. Den havde alle sanser spændt, og da en mus arbejdede sig frem under sneen, som den skubbede op i en lille vold, så katten det straks og satte sig på lur med hovedet vent bort fra skoven. Netop i det samme gled en skygge ud fra en af rævegravene og bevægede sig i jævnt trav ud mod marken. Skytten ville iagttage skovens sidste ræv, og han vidste, at dens fine næse snart ville sige den, at der var et bytte i nærheden, og at dette bytte var en fed kat, og så håbede han på at få en interessant kamp at se.

Ræven kom snart bagved en gran, som stormen havde væltet, og da skytten atter kunne se den, bevægede den sig ganske anderledes end før. Ørene var lagt ned langs hovedet, og poterne flyttedes med største forsigtighed, så ikke en gren kunne brage eller en kvist knække under trådet. Da den var kommet katten på et pars spring afstand, lå den ganske roligt. At der var en mus tæt ved katten, vidste den fra lugten ved musen, og ville katten blot springe på musen, så dens hele opmærksomhed blev optaget, var sagen egentlig afgjort straks.

Og det hastede ikke. Katten havde ikke rævens fine lugtesans, men måtte stole mere på sine ører og øjne, og lå ræven blot roligt, var det ikke rimeligt, at den blev opdaget. Men ræven var sulten, og så tog den sin beslutning. Den gjorde sig større, rejste hårene langs ryggen, og med halen højt i vejret fløj den i rasende fart på katten. den hørte i tide angrebet , og med et hvirvlende luftspring for den hen over ræven, som forgæves snappede efter den i luften, og endnu før den nåede jorden, havde den vendt sig mod ræven. Også dens hår rejste sig på ryg og hale, så dens størrelse blev imponerende, og den hvæsede og knurrede. Ræven angreb angreb øjeblikkeligt igen og søgte at gribe katten over ryggen, men den sank i det afgørende blik igennem sneen med begge forben, så grebet mislykkedes, og før den kunne samle sine muskler til et nyt spring, sad katten på ryggen af den og bearbejdede den med tænder og kløer, mens hvæs og snerren stod ud af halsen af arrigskab og skræk.

< Tilbage Til side 3 >