Kattens forsvar overrasker ræven

Titel: Stryknin - En sandfærdig jagt beretning. Kategori: Fritid og sport 1924. Side 3 af 6 < Tilbage

Kattens flugt op i træet.

Ræven blev forbløffet over kattens modstand, og ude af sig selv af smerte og forbitrelse tog den uden eftertanke et par spring ind imod skoven, hvor det ved en pludselig standsning lykkedes den at kaste katten af sig. Men denne var straks i fuld fart mod skoven, hvor den nåede et træ, som den i største hast søgte op i. Den måtte også skynde sig, for ræven var lige efter den og snappede hidsigt efter dens bagben.

Da ræven så, at katten var i sikkerhed, blev den kun stående et øjeblik under træet. Dens tålmodighed var stor, men kattens ville være større. Øjnenes fosforglans tabte sig, da vreden gik over, og mens katten endnu skrækslagen småknurrede oppe i træet, slentrede ræven med en ligeglad mine hen til musegangen og snusede lidt der. Dens skuffelse var stor, men det ønskede den ikke at vise katten, og kun en eneste gang så den op mod træet, før den travede ud over marken.

Katten blev siddende nogen tid i træet og så efter ræven, og så skyndte den sig i fuld fart mod hjemmet, hvor den søgte ind i laden, der hurtigt gav den erstatning for den fangst, der før så nær havde kostet den livet.

Men skytten gik veltilfreds hjem.

Ræven travede ned ad en plovfure til den store grusgrav, hvor den med yderste forsigtighed nærmede sig skrænterne i håb om, at en fugl skulle have sat sig i læ eller en hare ladet sig dække af sneen. Håbet blev skuffet. Grusgraven var helt fyldt med sne, noget levende fandtes ikke i den. Heller ikke langs åen, hvor den så ofte havde fundet en død fisk, var der noget. Vandet var frosset, og kun en ganske lille våge havde blankt vand.

På rugen sad der en del harer, men af tidligere erfaring vidste ræven, at den ville blive ladt langt tilbage i et kapløb. Desuden ville haren have hånet den ved at tage et langt forspring for så at sætte sig roligt ned og lade, som om den åd nogle rugspirer, indtil ræven var nået tæt ind på den, så ville den atter fare afsted, over en halv kilometer, så nær som muligt ved andre harer på rugen, for at flere kunne få glæde af at se rævens nederlag, og så kunne endda måske et par af dens kammerater, som havde trykket sig i en plovfure, pludselig rejse sig tæt foran ræven og løbe til hver sin side, mens de viftede hånligt med deres smule hale. Havde der ligget dyb sne, kunne en forfølgelse havde været forsøgt, men ikke nu. Her var det bedre at vise overlegenhed, nøjes med at se på dem og lade, som om maven var fyldt, og sult ukendt.

Så bestemte den sig for allemandsrevieret, bønderjorderne, hvor hver dreng og karl havde lov at jage af hjetens lyst. Her havde ræven i jagttiden næsten hver nat kunne hente en anskudt hare eller agerhøne. Natten efter en søndag var dens fangst af anskudt vildt ofte så stor, at den ikke kunne æde alt, men måtte grave noget ned til sløjere tider, skønt den med lethed kunne æde en fuldvoksen hare i et måltid. den travede allemandsrevierets enge igennem med næsen op i vinden, men udbyttet blev kun en syg mus.

I januar måned var vildtet fredet, og karlene og drengene blev derfor inden døre med deres bøsser, eller nøjedes med at skyde de udmagrede agerehøns, som i yderste nød søgte til kornstakkene for at opretholde livet. Ræven begyndte allerede med nogen mistrøst og en vammel smag i munden at tænke på landevejens hestepærer, hvis de da ike allerede var splittet af kragerne, men forinden måtte den dog krydse lidt omkring ved gårdene i landsbyen.

< Tilbage Til side 4 >