1. Stryknin - En sandfærdig jagt beretning
2. Skytten går sin aftenrunde
3. Kattens forsvar overrasker ræven
4. Tilladelse til at lægge gift for rovdyr
5. Ræven finder de forgiftede fugle
6. Strykninen og den smertefulde død
Stryknin - En sandfærdig jagt beretning
Efteråret er jagtens højsæson. - FREM bringer nedenstående sandfærdige skildring af de vilkår, en hjerteløs mand har budt et jaget dyr, for at minde dem, der vil jage eller fange dyr, om, at man først må lære at bruge våben, så man ikke tilføjer levende væsner unødig smerte. Mennesket er vel nok dyrenes herre, men det er tillige dyrenes værner, og det bør det aldrig glemme, heller ikke når, det giver dem døden.
Blæsten blev stærkere, og hen på formiddagen steg den til en susende storm, som fejede den fine frostsne bort fra markerne i funklende krystaller og lagde den, hvor der var blevet en smule læ. I de lave agerfurer og i vejenes frostklamme hjulspor blev der kun et tyndt lag, bag diger og hegn samledes den derimod til mægtige brunlige driver med de mest fantastiske former, skjulende de buske og visne urter, som skulle give læ og føde til småfuglene.
Det knagede i skovens gamle, frosne bøge med skarp, metalagtig klang, når vindstødene kom, og de store graner bøjede sig for blæsten og blev ofte stående halve minutter i en næsten bristefærdig krumning, men så svajede de ved vindstødets ophør tilbage og ramte hverandre med grenene, så kogler og kviste fløj mod jorden til alle sider og dækkede sneen med et grønt lag.
En gang imellem blev spændingen i et træ for stærk, vedfibrenes elasticitetsgrænse blev overskredet, og med bulder og brag gik træet til jorden, så at den fine frosne sne blev sendt højt op i luften, hvor den glitrede som diamanttåge i solstrålerne.
Ved jorden var der noget læ i den gamle skov, men der var ikke lunt, så fugle og dyr søgte tykningens tæthed og hygge. Uglen og måren sov trygt og godt i de hule træer, og ræven, egnens sidste, lå dybt under jorden i den græsforede kedel og tænkte halvt i drømme kun på mad.
Ufarligt var det ikke at færdes skoven. Store grene med mange punds vægt faldt til jorden, ofte uden andet varsel end et lille knæk, som let blev optaget af stormsuset, og også derfor følte dyrene sig sikrest i tykningens tætte grenevæv. Selv skovarbejderne holdt sig hjemme, og kun skytten var ude, for vel skjuler sneen, men den fortæller også meget. Han stod med tilknappede ørevarmere og så snart på de svajende graner og snart på musenes fine spor i sneen, fire små huller og en fordybning fra den lange hale, som i en række førte fra et hul i jorden til et gammelt hult træstød, ud på den anden side og videre, til det forsvandt i et andet lille hul i sneen. Måske havde der her ligget en oldenkærne, som den lille sporsætter havde gravet sig ned til.
Til side 2 >