1. Folkedrabet i Armenien - Årsagen
2. Hvad førte morderne til disse usigelige gerninger ?
3. Den europæiske følelse over for Armenien
4. Man ville udrydde det armeniske folk
5. Armenien mødte sin sørgelige skæbne
6. Psykologien bagved armeniermassakrerne
7. Skrækkelige armeniermyrderier i Kilikien
8. Tyrkisk-muhammedansk syn på Gjaurer
9. Det armeniske folk har haft en krank skæbne
Hvad førte morderne til disse usigelige gerninger ?
Et bjerglandskab i det armenske Taurus. Det giver et begreb om, ad hvilke veje de armenske bortdrevne skarer måtte vandre.
Bag al den navnløse smerte og modbydelighed, denne forbrydelse vakte, tvang den de tænkende til at spørge om grunden til denne skændsel.
Hvad førte morderne til disse usigelige gerninger ?
Den europæisk-amerikanske almenhed, hele den store kristne verden, har i sin naive troskyld givet sig selv det korte og stærke svar, der forklarer alt for den nøjsomme: Det er kristenforfølgelse! Armenerne var et værneløst kristenfolk i rå tyrkerhøvdingers vold, der drevet til raseri i krig mod kristne stater lod dem dræbe.
For den skarpe tænkende er dette svar, så sandt det end er, dog for ufyldestgørende. - Blindt relegionshad kunne ikke være drivfjederen. - Den ungtyrkiske magtkreds, der udførte myrderierne, var alt andet end religiøs fanatisk, tværtimod, den var ligegyldig, ja delvis åben fornægter af Islam som statsmagt. Man måtte også tro, at under en krig, hvor hver kraft skulle udnyttes, kunne der ikke være "råd" til at myrde hundrede tusinder af ens egne arbejdsdygtige borgere, - og desuden hvorfor netop armenerne, der var jo mange andre kristne i riget. Ja, for den overfladisk kyndige bliver spørgsmålet endnu vanskeligere. Den ungtyrkiske bevægelse, der tog magten i Tyrkiet 1908-09 med Sultan Abdul Hamids afsættelse, var netop opstået og levede åndeligt af sit talsomme, menneskelige mere frigjorte syn på rigets andre racer og relegioner. Den ville samvirken med dem, og deres lederkreds var under hele bevægelsen i nøje forhold til det armeniske folks førere. Den armenske folkestemning ledsagede den ungtyrkiske sejr med håb og tillid - armensk indflydelse, guld og tankearbejde havde været de ypperste hjælpere til sejren over det gamle herredømme.
Hvorfor da dette skrækkelige fjendskab og udryddelsesviljen ?
Frem føres så de aldrig beviste og vitterlig usande påstande om armenerne som et særligt nedrigt og snyltende element, et umoralsk folkesamfund, der som sjakrere, ågere og snyltere har været de plumpe, uudviklede tyrker og kurder en hæslig plage, og som derfor i et belejligt øjeblik med alle midler søgtes ødelagt.
Hvad siger ikke den orientalske talemåde: "Der skal to jøder til at snyde en græker og tre grækere til at snyde en armener", hvoraf en flad moralsk tankegang slutter, at en armener er seks gange så bedragerisk som en jøde, så man må beklage dem, der skal have med armenerne at skaffe.
Man forstår da, at de arme plagede slår ned for fode, når lejlighed gives.
Men europæere forstår ikke, at dette mundheld snarere er en orientalsk lovprisning af armensk snarrådighed og menneskekundskab, lært i livets strengeste skole, for af Orientens handelsfolk er armenerne ubetinget den, der bitrest har måttet gå i modgangens skole.
Mundheldet svarer nærmest til: "Den skal stå tidlig op, der narrer en mand som denne". - Det hele er i øvrigt ikke værd at uddybe.
< Tilbage Til side 3 >