1. Folkedrabet i Armenien - Årsagen
2. Hvad førte morderne til disse usigelige gerninger ?
3. Den europæiske følelse over for Armenien
4. Man ville udrydde det armeniske folk
5. Armenien mødte sin sørgelige skæbne
6. Psykologien bagved armeniermassakrerne
7. Skrækkelige armeniermyrderier i Kilikien
8. Tyrkisk-muhammedansk syn på Gjaurer
9. Det armeniske folk har haft en krank skæbne
Den europæiske følelse over for Armenien
Ung armensk pige fra de østlige egne af landet. Unge kvinder som hun blev i tusindvis myrdet - andre tusinde ranedes til misbrug og vold i muhammeddanske huse.
En af det armenske folks bødler.
Handelsmoral står på et andet trin, og må gøre det, i en usikker retsverden som Tyrkiet end i vore lande - men hele denne sag har såre lidt eller intet at gøre med myderierne, og i virkeligheden er det jo armenierne, der blev "lurede" af ungtyrkerne. Først tog man deres arbejde, deres kløgt og penge for at komme til magten, bagefter snød man dem for lønnen og lod dem som besværlige kreditorer myrde, så var gælden ude af verden.
Men det sørgelige er, at der er en spalte i europæisk følelse over for Armenien, og den har fået sin tragiske betydning.
Den brede, brave del af almenheden ser på Armeniens ulykke som kristenforfølgelse - en vis del af den halvtkyndige, tænksomme overklasse med mange politikere i følge mener, at myrderierne må forstås som et barbarisk svar på en gammel social plage.
Ingen af parterne har helt ret, ingen helt uret, begge er vildfarende.
Spørger man de to parter i sagen - bødlerne og ofrene, da svarer de første, tyrkerne.
Det blev nødvendigt at flytte fra de krigstruede egne den i politisk henseende upålidelig armenske grænsebefolkning, af hvis midte en mængde overløbne tjente de russiske armeer som vejledere og forrådte tyrkiske militære stillinger og planer. Dette skete ved de under regeringens ledelse iværksatte deportationer. Der tilsigtedes derved ingen myrderier eller varig skade, kun en forløbig omflytning, men ophidsede embedsmænd og røveriske gendarmer benyttede den frygtelige mistanke, der kastedes over de deporterede kristne, til forbrydelser imod dem og forledte muhameddanske, af krig og angst forblinde masser til uafvendelige grumheder, mord og plyndring af de våbenløse skarer, der ansås som forrædere mod Islam og det tyrkiske fædreland.
Ulykkelige transportforhold, forvirrede eller ikke adlydte bestemmelser. Nød i de provinser, hvor de deporterede skulle bofæstes, fuldendte ødelæggelsen og forvandlede rimelige og nødvendige militære forholdsregler til en beklaglig og sørgelig ødelæggelse af mangfoldige og uskyldige menneskeliv. Men, hvad skal man sige - det er krigen, og hvad led vi ikke selv og "vore egne trofaste".
Armenierne, ofrene siger: "Myrderierne var et koldsindigt, længe planlagt forsøg på at udrydde vort folk på tyrkisk grund, fordi det var en bom for tyrkisk statsvilje. Under skin af militære deportationer fra krigsskuepladsens nærhed, dreves armenierne fra hus og hjem. Ingen skånedes, mænd, kvinder, børn, gamle, syge fødende mødre, alt levende. - Selv fra de af krigen uberørte, fuldkommen fredelig egne skete uddrivelserne. De var en maskeret dødsdom.
< Tilbage Til side 4 >