1. Folkedrabet i Armenien - Årsagen
2. Hvad førte morderne til disse usigelige gerninger ?
3. Den europæiske følelse over for Armenien
4. Man ville udrydde det armeniske folk
5. Armenien mødte sin sørgelige skæbne
6. Psykologien bagved armeniermassakrerne
7. Skrækkelige armeniermyrderier i Kilikien
8. Tyrkisk-muhammedansk syn på Gjaurer
9. Det armeniske folk har haft en krank skæbne
Det armeniske folk har haft en krank skæbne
Kurdere efter sejren over fjenden.
Faderløse småpiger, der i sørgekapper af hvidt stof vandrer til den amerikanske missionsskole nær ved børnehjemmet. Fra hustagene ved siden af ser byens befolkning i medfølelse på de små værneløse.
Det armeniske folk har haft en krank skæbne. Ud af sin århundrede gamle kamp for livsret og åndsfrihed har det kun høstet rædsel, død og nederlag. Det står nu som en hjemløs skare, berøvet alt, selv et fædreland.
I modsætning til sine europæiske lidelsesfæller, grækere, serbere, bulgaere, har det ikke formået at bryde sine lænker. - Det er selve naturens love, armenierne har kæmpet mod, skæbnens hjul har knust al vilje og alle anstrengelser.
Armenien ligger, hvor Asien og Europa mødes, det er hærvejen og har været det gennem umindelige tider i alle sammenstødene mellem Europa og Forasiens folk. Armeniens bjerge er nøglen til herredømmet mod øst eller vest. Derfor trak tidernes krige gennem dette land og undte det ikke ro, fra Alexander Den Store og Roms dage og til at England netop i Armenien i henved hundrede år standsede russisk fremtrængen mod Indien ved at opretholde Tyrkiets herredømme.
Den næste historiske ulykke for armenierne blev Islams fuldstændige sejr i Forasien. Armenien blev ved sin usvigelige vedhængen ved den kriste kirke, ensom og fattig som den var, en forargelse og spot for det herskende Islam. Med Armeniens livstro forenedes dets europæiske fremtrang, dets lysvilje - derved blev det en torn iøjet på tyrkisk livsmål, hvile og nydelse. Dets hele væsen var en trods mod "Asien".
Endelig ramte der Armenien den ulykke, at dette gamle kulturfolk, jordens dyrkere, blev besejret af nomadestammer, og ind i sit land, til sidste vrå, fik en omflakkende, ødende erhvervsform, der er selve modsætningen til agerbruget - og til al virkelig kultur. Det blev den sociale grund til stadig gnidning og kval.
I denne tredobbelte ulykke: Armeniens beliggenhed, folkets europæiske livstro midt inde i et mørkt Asien og agerdyrkernes stilling over for den sejrende normade, ligger inderst inde årsagernes årsag til dette folks gruelige skæbne.
(Forfatter oplyst som: E.B.)< Tilbage