Tyrkisk-muhammedansk syn på Gjaurer

Titel: Folkedrabet i Armenien - Årsagen. Kategori: Menneskelivet 1925. Side 8 af 9 < Tilbage

Unge armenske kvinder. Unge armenske kvinder undflyede døden. Elendige, pjaltede og forkomne har de nået et hvilested nær ved en kirkes mure.
Forældreløde armenske børn. Flokke af forældreløse, værneløse armenske børn, der er indsamlet fra veje og bjerge af europæiske hjælpeorganisationer og venter på optagelse i et børnehjem.

På denne vej lå armenierfolket, der talte adskillige millioner, og de få hundrede tusinde kristne asyrer som en drillende hindring. At skaffe det bort var, hvad enten man sejrede eller blev tvunget til fred, en mægtig fordel. Uden sin kristne befolkning ville selv efter et nederlag de armenske lande blive ved Tyrkiet.

Hermed er hele sagen forklaret.

Med samme lette sind, som man i vore lande ville skride til at udrydde mus eller græshopper, gik disse umennesker til deres rædselsgerning.

For at forstå, at noget sådant kunne gøres, må man stadig huske på tyrkisk-muhammedansk syn på Gjaurer og usikre lydfolk, - man må huske på, hvor let det var at vække had og mistro mod de ulykkelige i en krig og angst opreven befolkning, hvis østerlandske anskuelser gør et helt folk skyldigt for nogle fås forbrydelse - og dog kneb det trods hærbefalinger, brug af soldater, trods "den hellige krig", som var erklæret for at vække had mod de kristne fjender - at få dette forfærdelige blodbad udført.

Selv om der i disse orientalske folkesind endnu lever grisk plyndrelyst og en vis nydelse ved en fjendes lidelser, var det kun i de egne, hvor en fuldkommen rå og røverisk befolkning lever, som kurder, tjerkesser og arabiske beduiner, at det gik nogenlunde let at få disse talløse ulykkelige dræbt - mange steder måtte bødlerne til sidst købes for dyre penge, især hvor de bortslæbte allerede var plyndrede og nøgne - og disse vildmænd lededes omsider ved angst og skrig, ved død og råddenskab. Flere steder søgte brave muhammedanere at værne de ulykkelige og hjælpe dem, ja undertiden ligefrem med magt at forsvare dem imod bortdrivelse og død. Man forstod slet ikke straks hverken blandt kristne eller muhammedanere, hvilke rædsler der gik for sig.

For Tyrkiet nu og i al fremtid er denne gerning en moralsk dødsdom. Dette asiatiske statsvæsen blandt europæere har kun to grunpiller at hvile på - sin nomadelydighed mod krigshøvdingen og sin islamistiske trosfanatisme. Alt hvad der ikke kommer ind under disse to kræfter, må stå uden for tyrkisk statsliv og ved given lejlighed blive et slagtoffer for staten. Derfor må alle fremmede nationer ud af tyrkisk hånd, eller de går ved lejlighed til grunde. - Dette forklarer den barbariske bestemmelse i Lausannefreden 1923 om "udveksling" af undersåtter - tvangsomflytningen mellem grækere og tyrkere.

< Tilbage Til side 9 >