Dovne arbejdere

Titel: Hånværkere på valsen. Kategori: Menneskelivet 1925. Side 7 af 9 < Tilbage

Rejsende håndværkere. Gendarmer undersøger rejsende håndværkersvendes vandrebøger. Maleri af Frans Heningsen.

Det blev sådan, at bestemmelserne om geskænk avlede et proletariat af dovne individer, der intet gad bestille.

En sådan svend, der altid var på vandring, behøvede jo kun at gå fra by til by og hæve sin geskænk, idet han ved anskuningen erklærede, at der ikke var noget af det tilbudte arbejde, der passede ham. Der fremkom nemlig også til skade for laugene den bestemmelse, at en svend, der ikke ville modtage arbejde hos den første mester, der tilbød ham det, ikke måtte få arbejde hos andre mestre i den by.

Det bevirkede kun, at en svend af den omtalte art så hurtigt som muligt kunne vende tilbage til kroen og sin geskænk, efter at alle krav til ham dermed var opfyldt.

Han levede altså ganske på laugenes regning, og kneb det for ham, tiggede han sig lidt sammen dels fra kollegerne, dels under sin vandring hos bønderne, mens han på kroerne lod de unge give ud på sig, mod at han fortalte oplevelser fra sit rejseliv.

Den autoritet, som disse krorødder modarbejdede, var mestrenes og det ærlige arbejdes, derimod ikke zünftens.

Denne hævede de naturligvis til skyerne og understregede dens store betydning for håndværket (som de altså ikke selv brugte). Gennem dem fik hele zünften en for forholdet mellem mester og svend uheldig udformning, som bragte en løshed ind i håndværkets hidtil så faste former.

Disse "rødder" levede og døde på kroerne, de fyldte de unges ører med utidig snak, og skønt de selv stod uden for, var de medskabere og ophavsmænd til en række meningsløse strejker, der hverken havde økonomiske eller sociale grunde. Laugenes organisationstanke fik derved sit første grundskud.

Det smukke patiarkalske forhold mellem mester og svende, som havde bestået siden middelalderen, gik henimod 1750 sin opløsning i møde, selv om det først gik helt tabt i 1800'erne.

< Tilbage Til side 8 >