Svendebrev og fnat

Titel: Hånværkere på valsen. Kategori: Menneskelivet 1925. Side 4 af 9 < Tilbage

Et svendestykke. En bødkersvend med sit svendestykke.

Oldgesellen visiterede den nyankomne og så bla. efter, at han ikke havde fnat, en meget frygtet sygdom blandt håndværkerne, der jo ofte brugte samme redskaber.

Endelig havde oldgesellen også den udvej for at være helt sikker på, at det var en værdig kammerat, der var kommet, at lade ham forevise sit svendebrev, der ofte var et stort og smukt dokument, som det dog netop af den samme grund ikke var almindeligt at medføre sig.

Var alt i orden, gik oldgesellen i gang med at "anskue" svenden. Han efterså da først valtavlen, der hang på herbergets væg.

På denne stod mestrene optegnet i den orden, hvori de sidst havde fået ny svend, en ordning, der især anvendtes i de tider, hvor der var mangel på svende og derfor rift om dem. Til andre tider stod mestrene opført i den orden, i hvilken de havde ytret ønske om at få svende.

Omskueningen fandt dog naturligvis ikke sted, hvis svenden havde "Fragbrev", dvs. brev fra en mester der i byen, som bad svenden komme og arbejde hos sig.

Var han derimod uden fragbrev, begyndte oldgesellen - eller i nogle laug den yngste svend "Ortjungen" - en rundgang til værkstederne med den nyankomne.

Her blev de modtaget af den ældst tilstedeværende svend, og for ham skulle den fremmede aflevere sin "gruss", en hilsen, der skulle fremsiges aldeles nøjagtigt. Der var ganske bestemte regler for, om han skulle stå med nuen i højre eller venstre hånd, eller skifte den om på et ganske bestemt sted i grussen osv. Også her måtte han besvare en række spørgsmål, inden han blev fremstillet for mester. Havde denne så brug for ham, kunne han gå i arbejde næste dag, ellers måtte han videre til næste værksted.

Var der nu ingen , der havde brug for ham, eller havde han straks ved sin ankomst erklæret, at han ikke ønskede arbejde i denne by, havde han lov til at opholde sig en nat i herberget og få et gratis måltid mad der, og når han næste dag drog af sted, fik han yderligere en geskænk (tysk: geschenck) udbetalt, som satte ham i stand til at vandre videre til næste by.

Var han virkelig "gemacht gesell", en under alle zünftens love og cermonier indviet svend, tilkom der ham endogså i visse laug dobbelt geskænk, mens de svende, der holdt sig uden for broderskaberne, naturligvis havde sværere ved at klare sig og blev behængt med alle mulige øgenavne som f.eks. "Strohsnider" hos snedkerne.

Men geskænken var ingen almisse. Det var en ret, som hver vandrende svend havde fordring på ved hele den måde, hvorpå zünften havde sat vandringen i system.

< Tilbage Til side 5 >