1. Røntgenstråler
2. Forsøg på at forklare energiens udstråling
3. Den tyske fysiker Wilhelm Conrad Røntgen
4. At påvise tilstedeværelsen af røntgenstrålerne
5. Optagelse af et røntgenfotografi
6. De moderne røntgenrør - Coolidgerørene
7. Røntgenstråler i lægevidenskabens tjeneste
8. Farer ved røntgenstrålernes virkning
De moderne røntgenrør - Coolidgerørene
Figur 3 og 4.
Figur 5.
Under brugen bliver antikatoden meget hed på grund af det voldsomme bombardement af elektroner fra katoden, derfor er de fleste rør - blandt andet også i de såkaldte kogerør - lavet som en anordning efter vandkølingsprincippet (Figur 3).
En anden forandring, der også først viser sig under brugen, er, at røret efterhånden bliver mere og mere lufttomt.
Det er metallet og glasset, der under elektricitetens indvirkning bliver i stand til at indsuge en ringe mængde luft. Følgerne af dette fænomen er, at strømmen for det første får vanskeligere ved at passere - det kræver altså højere spænding - og at strålerne bliver det man kalder "hårde". Dermed mener man, at de formår at gennemtrænge tykkere skærme end førhen, strålernes "gennemslagsevne" er blevet forøget.
Dette rørets "hårdhed", regulerede man tidligere ved hjælp af en art ventil, hvis konstruktion var forskellig ved de forskellige rør.
I de moderne røntgenrør - Coolidgerørene - er forbundet et andet (figur 4). Det nye er her indførelsen af glødekatoden, det vil sige, katoden består delvis af en wolframtråd, der kan bringes til at gløde ved strøm fra en særlig lille transformator. Den giver ringe spænding - kun 3 volt - men til gengæld større strømstyrke. Forandringer i glødestrømskredsløbet regulerer mængden af udslyngede elektroner fra katoden. Indførelsen af glødekatoden muliggør altså, at strålemængden og strålehårdheden kan varieres af hinanden - et stort fremskridt fra de ældre rør (Figur 5).
En anden ejendommelighed ved Coolidgerørene er, at luftfortyndingen i dem er drevet meget længere ned end i de ældre rør, trykket i et sådant rør er uhyre lavt, kun 1/100.000 atmosfære. Og endelig udmærker de sig ved ikke at fluorecere.
Hvis et sådant rør er reguleret rigtigt og tilføres strøm af den rette spænding og styrke, udsender det kun stråler, der ikke påvirker øjet. Det grønlige tågede lys, der var så karakteristisk for de ældre røntgenrør, udebliver ganske. Røntgenvirkningen fra dette rør er altså i udsendelsen af et strålebundt fra antikatoden. Strålerne forløber efter rette linier og adskiller sig fra andre stråler - for eksempel lysstrålerne - derved, at de ikke kan samles i linser eller tilbagekastes af spejle. Derimod kan de brydes i visse arter af krystaller.
Alle disse forhold er langt fra undersøgt til bunds endnu, og det ville føre alt for langt i nærværende artikel at komme nærmere ind herpå.
Men så meget kan siges, at disse brydningsfænomener har fået og får sikkert mere betydning for de senere tiders forskning på atomernes område.
< Tilbage Til side 7 >