Lørdag 21/5 2022.

Skrækkelige armeniermyrderier i Kilikien

Titel: Folkedrabet i Armenien - Årsagen. Kategori: Menneskelivet 1925. Side 7 af 9 < Tilbage

En vinde med barn på flugt. Armensk kvinde på flugt med sit barn.

Ungtyrkerne, der hastig mærkede deres stillings svaghed midt i et mørkt muhammedansk folk, som ikke ville opgive sin forrang, og som med forbitrelse så på tilløbende til at give kristne samme ret som de troende, følte straks trang til at svige de indgåede løfter.

Skrækkelige armeniermyrderier i Kilikien, det udøvedes af den styrtede sultans venner, blev af frygt og måske også af lyst til at vise armenierne, hvor prisgivne de stadig var, ladt uhævnet, eller de forhånedes ved skamløs retsafgørelser fra ungtyrkernes side.

Armenierne forstod snart, at der var lidet at vente af skiftet i styrelsen, selv om den daglige tilstand en tid lang blev lysere. De ulykkelige krige mod balkanstaterne bragte en voldsom harme op mod det nye styre. Tabet af europaprovinserne var Allahs straf over de kætterske magtranere, der gjorde vantro lige med de troende, over alt gærede det i de gammeltyrkiske lejre. Allerede i 1911 besluttede de ungtyrkiske førere at lede styret hen mod tyrkisk-islamisk ånd for at redde sig selv. Denne kovending affødte balkanstaternes sammensværgelse og krigen med dem. - Efter denne drejedes endnu dybere ind på de gamle, engang af ungtyrkerne foragtede veje - og ofret blev det armenske folk, den trofaste hjælper i kampens tid. - Inden verdenskrigen brød ud, var al samvirken mellem de ungtyrkiske magtkredse og de armenske sammenslutninger ophørt. Vold og uret skyggede atter over Armenien.

Lige inden magthaverne styrtede landet ind i verdenskrigen på tysk side, sendte de bud til armenienerførerne, der var samlet til møde i Erzerum, og foreslog dem at fremkalde storoprør mod russerne i de kavkasiske dele af Armenien og derved åbne vej for de tyrkiske hæres indbrud på russisk grund. Armeniernes svar var og måtte være en bestemt afvisning. De kunne ikke handle mod deres sjæl, skønt de anede dødssnaren. De frarådede af al evne krigen, der efter deres mening ville bringe Tyrkiet ulykke, men blev den dog begyndt, lovede de lydighed på tyrkisk grund, armensk ungdom skulle møde ved fanerne og kæmpe, skønt det ville blive mod landsmænd og trosfæller.

For tyrkerne var dette svar et tydeligt vidnesbyrd om, at armenierne ikke kunne "bruges" og derved bindes til Tyrkiets sejr eller fald, men at en uheldig krig ville betyde tabet af hele Armenien til Rusland, og en heldig ville møde Armenien som en bom på sejsvejen.

Terningen var kastet. Armenierne skulle knuses, og skønt de i krigens begyndelse loyalt trådte i tjeneste under de tyrkiske faner, og selve armeniermorderen Enver Pasha i stærke ord roste armensk tapperhed - førte dette folk til slagtebænken.

Tåbelig beruset ved de tyske sejre drømte de tyrkiske blodmennesker sig ind i en vildsom fantasi - de ville på Ententens ruiner opbygge et vældigt tyrkerrige, over Kavkasus og Transkaspien til Turkestan og Altai - en fornyelse af Timbuks rige. Enver Pashas samtale med Dr. Johannes Lepsius i eftersommeren i 1915 vidner om dette vanvid.

< Tilbage  Til side 8 >