1. Vor tids penge
2. Guldmængde og vareproduktion
3. Indførelsen af guldfod
4. Mønter og banksedler som betalingsmiddel
5. Prisniveau og arbejdsløn
6. Renten - Diskontoen
7. Betaling med check
8. Mekanismen i det moderne bankvæsen
9. Kapitaldannelse
Mekanismen i det moderne bankvæsen
Nu forstår vi også mekanismen i det moderne bankvæsen. De ikke-seddeludstedende banker, der i vore dage intager en så fremherskende stilling inden for vort pengevæsen, kan udvide deres kreditgiven ud over den sparekapital, som samler sig sammen hos dem. Ved at holde en forholdsvis lav rente, der er lavere end den, der fremgår af forholdet mellem den kapital, folk sparer op i bankerne, og den kapital, næringslivet begærer, udvider den sin kreditgiven. Den bevirlker derved, at prisniveauet stiger, idet tempoet i det økonomiske liv sættes i vejret. Men følgen heraf er, at der behøves flere sedler. Flere og flere krav til bankens kasse om sedler vil der komme, alt som tempoet vokser, som priserne ude i detailhandelen stiger, og som også arbejdsløn og indkomst stiger, og banken må da trække på sin långiven og samtidig søge at skaffe sig kasse ved at låne i Nationalbanken. Samtidig med, at der således stilles krav om forøget seddeludstedelse, fordi nu prisstigningen er trængt ind i det daglige forbrug, hvor sedler vedblivende bruges som omsætningsmiddel, vil det hele tempo, som vi ovenfor har skildret, stille krav om fremmed valuta, og truslen for Nationalbankens guldbeholdning vil blive overhængende.
Man ser, at når bankerne oprettes og skaber omsætningsmidler, banksedler og checks, som gireres, bliver det muligt at nøjes med mindre guldmønt. I stedet for at gå ud i omsætningen samles guldet for en meget væsentlig del sammen i seddelbankerne rundt om i verden og danner grundlag for andre omsætningsmidler. Da den kredit, en bank giver, kan forlanges udbetalt i Nationalbankens sedler, er der grænse for, hvor megen kredit banken kan give. Når Nationalbanken kommer den til hjælp, udvides dens kreditmuligheder, men samtidig er der grænse for, hvor mange sedler Nationalbanken kan udstede, når den er forpligtiget sine sedler i guld, idet en udvidelse af bankernes långivning i et samfund fører til forøgede krav ikke alene om sedler, men også om guld til eksport, idet vekselkurserne bliver ugunstigere, dvs. stiger op til eksportpunktet. Nationalbanken må da ved sin diskonto regulere dette forhold.
Har man forstået disse grundtræk af moderne bankvæsen, har man samtidig fået klaret adskillige spørgsmål, som debatten om valutaspørgsmålet har bragt på dagsordenen. Man har således sagt, at Nationalbanken har udstedt for mange sedler, hvad den dog selv har benægtet. Man ser, hvorledes denne strid må løses. Det er i første omgang de private bankers kreditudvidelse, der en skønne dag stiller krav om flere sedler, men samtidig er det Nationalbankens pligt at indløse sine sedler med guld og dermed også at opretholde vore penge i værdi med guld, og derfor ved den, at en kreditudvidelse i de andre banker før eller senere må bringe krav til den, og det er da også den, der fastsætter diskontoen.
< Tilbage Til side 9 >