Søndag 16/2 2025.

Renten - Diskontoen

Titel: Vor tids penge. Kategori: Forretningslivet 1925. Side 6 af 9 < Tilbage

Man vil forstå, at det omfang, hvori banken kan udstede sedler, og dermed også give lån - kredit, for dette er jo det samme -, får sin grænse i dens forpligtigelse til at indløse sine sedler med guld, idet en stigning i valutakurserne tapper banken for guld. Banken må derfor i dette tilfælde søge at indskrænke sin seddelmasse dvs. indskrænke sin långivning, og dette sker ved at forhøje renten, diskontoen. Dermed vil indlånsrenten stige og udlandet kan med fordel lade sine tilgodehavender blive indestående i de danske banker. Det vil altså ikke forlange fremmed valuta derfor, og ydermere vil det vel også købe nogle af vore obligationer, idet diskontoens forhøjelse øver indflydelse på den almindelige kapitalrente i landet, dvs. obligationerne falder i kurs og opfordrer derved udlandet til at købe dem. Således tilvejebringes ved långiven fra udlandet dækning på betalingsbalancen ved en forøgelse af gælden, vort minus på kapitalbalancen, som er skildret i afsnittet om vekselkursen. Naturligvis, nogen tid tager det altid, før virkningerne af en diskontoforhøjelse kan sætte sig igennem, og muligt er det, at valutakurserne vil stige så stærkt, at noget guld går ud. Men det vil også forstås, at om diskontoforhøjelsen kommer i tide, vil man skaffe balance til veje uden at miste noget guld - og således var det netop før Verdenskrigen: Verdens guldforråd lå rundt om i seddelbankerne og blev for største delen også liggende der, så at guldindløseligheden ikke betød, at sedlerne virkelig fordredes indløst, og at guld strømmede fra land til land, men at truslen om guldbortstrømning tvang seddelbanken til at forhøje sin diskonto. Det var med andre ord diskontoen, der regulerede bankens kreditpolitik, og selv om guldmønten ikke sås i omsætningen, så havde vi dog bygget vort pengesystem op på guldet, idet forpligtelsen til indløsning af de udstedte sedler satte grænse for, hvor mange sedler, penge, en seddelbank kunne skabe.

Vi er i vort eksempel gået ud fra, at det var et enkelt land, der således fik en seddelbank, og at denne alene udvidede sin kredit. Men det var jo således, at også andre lande bar sig ad på samme vis, og det vil forstås, at afgørende måtte det da blive, om tempoet i de forskellige landes kreditgivning var det samme. Da en udstedelse af sedler øver indflydelse på prisniveauet og dermed påvirker ind- og udførsel, som ovenfor skildret, kan der ikke komme et misforhold frem mellem ind- og udførsel, om udlandets prisniveau og dermed pengeskabelsen i udlandet sker i samme tempo. Det land, der anslår et stærkere tempo end de andre, må derimod sætte farten noget ned, idet det mister sit guld. Men man vil også forstå, at for verden som helhed vil en sådan overgang til at benytte banksedler som penge betyde, at prisniveauet vil være stigende, og set i forhold til guld, guldværdien faldende. Dette er jo kun naturligt, når man lærer at skabe penge selv, kan man forøge mængden af penge. Guldets betydning for pengeværdien mindskes, og virkningen ville blive nøjagtig den samme, som hvis guldmængden øgedes gennem et heldigt guldfund. - Værd er det allerede her at lægge mærke til, at, når guldet således gennem forpligtelsen for seddelbanken til at indløse sine sedler sætter grænser for omfanget af dens pengeskabelse og skaffe faste valutakurser, kun svingende inden for guldpunkterne, så vil indløsningsforpligtigelsens ophør give de enkelte landes seddelbanker, som vi har set det under krigen, den ubegrænsede evne til at skabe penge. Misbruges den i et land, målt med andre lande, vil landets penge falde i værdi. Holder man stærkere igen end i andre lande, stiger landets penge målt med udlandets, i værdi, og dette forklarer de stærkt varierede valutakurser under og efter Verdenskrigen.

< Tilbage  Til side 7 >