1. Vor tids penge
2. Guldmængde og vareproduktion
3. Indførelsen af guldfod
4. Mønter og banksedler som betalingsmiddel
5. Prisniveau og arbejdsløn
6. Renten - Diskontoen
7. Betaling med check
8. Mekanismen i det moderne bankvæsen
9. Kapitaldannelse
Indførelsen af guldfod
Da nu de fleste lande i det 19. årh. havde fået indført Guldfod, - herhjemme gik vi som bekendt over til denne 1. januar 1875, - så man, hvorledes en forøgelse af guldmængden fra de lande, hvor guldet fandtes, bredte sig ud over verden. Den omstændighed, at der i et guldland som f.eks. Syd-Afrika, kommer nyt guld frem, påvirker prisniveaut der, så at indførslen øges, og eksporten af varer tager af, hvorfor man må betale en del af den ugunstige betalingsbalance ved at sende guld ud af landet. Virkningen af guldet i et land vil ved de stigende varepriser i dette brede sig til andre lande, for vel gælder mønten i det ene land ikke i det andet, men den kan omsmeltes og ommøntes til det andet lands mønt, og man vil derved også forstå, at mellem to lande med Guldfod, der handler sammen, må vekselkursen bestemmes gennem guldindholdet af mønterne. Vi har tidligere peget på, hvad det er, der øver indflydelse på landets gensidige tilgodehavender og forpligtelser, kort sagt på vekselkursen. Men når det er således, at begge de lande, vi betragter, har guldfod, så forstår man, hvorledes muligheden for at sende guldmønt, der kan smeltes og ommøntes til det andet lands mønt, må sætte grænser for vekselkursens udvikling. Det er altså selve guldindholdet i mønten, det kommer an på, og da der i 1 £ er lige så meget guld som i 18,16 danske guldkroner, kan man altså, om man skylder en englænder penge, og begge lande har fri udførsel af guld og fri udmøntning af guld, betale ham ved at sende danske guldkroner til England, lade disse ommønte til engelske Pund og betale ham dermed. Men dette medfører selvsagt forskellige omkostninger, som den danske skyldner må afholde, og han kan derfor købe en anvisning på engelske Pund i en dansk bank billigere, vil han foretrække dette. Derfor siger man, at valutakursen mellem to lande, der begge har guldfod, ikke kan gå op over det øvre guldpunkt, dvs. summen af papirværdien 18,16 imellem England og Danmark, omkostningerne ved forsendelsen af mønten, assurance o.lign., og omkostningerne ved udmøntningen. Disse omkostninger må selvfølgelig variere noget, men før krigen lå det øvre guldpunkt i forholdet mellem England og Danmark omkring 18,24, og dette skulle altså danne en teoretisk grænse for vekselkursens udsving opad til. Omvendt havde man krav på England her i Danmark, kunne man sælge dette krav i en bank, men bød denne en lavere pris end den, der ville svare til værdien af den engelske mønt, man kunne indføre minus omkostninger herved samt ved udmøntningen i danske guldkroner, ville man foretrække dette. Man kommer derved til det nedre guldpunkt, der i vort forhold overfor England før Verdenskrigen var 18,07.
Simpelt og enkelt forekommer en det hele pengespørgsmål at være, når man således tænker på det tilfælde, at man kun brugte guldmønt i omsætningen. Selv om det nu var således før Verdenskrigen, at man så godt som aldrig så guldmønt i omsætningen, men derimod kun nationalbanksedler, så bevirker den omstændighed, at nationalbankens sedler var indløselige på anfordring med guldmønt, at vort pengesystem var knyttet til guldet. Ovenfor er fremhævet, at pengemængden, set i forhold til den varemængde, der skal omsættes ved pengene, bestemmer prisniveauet, at priserne kan stige ved større guldfund, og at vekselkurserne melem lande, der har guldmøntfod, ligger ret uforandret, hvorfor en prisstigning i de lande, hvor guldet findes, må brede sig til andre lande. Disse grundtræk blev dog uforandret de samme, også efter at bankerne var kommet frem.
< Tilbage Til side 4 >