Alexander Foss - F.L. Smidth

Kategori: Fremgang. Udgivet 1925. Side 1 af 7.

"Det, som det kommer an på, er at begære det rette, at samle sine inderste ønsker, sin dybeste vilje om et stort værdifuldt livsmål. Er der et mål, der er stort i det indre, i kernen, da vil det ydre forme sig derefter, og da vil Nemesis, da vil den guddommelige retfærdighed lade dig høste, som du har sået". Alexander Foss.

Det er en kendt ting, at på et vist tidspunkt - som litteraturhistorikerne må om nærmere at tidsfæste - skiftede billedet af romanernes og skuespillets helte. Det var ikke længere digteren eller maleren, der dækkede forfatternes billede af, hvorledes en helt skulle se ud. Tiden trængte til at se sit forbillede i en skikkelse, der var mindre lyrisk udsvømmende, der stod fastere plantet på jorden, og som dog ikke var uden forbindelse med, hvad Hostrup kaldte "højere autoriteter". Man vaklede mellem to, lægen og ingeniøren, men det blev den sidste, der gik af med sejren. Ingeniøren blev den typiske mand, gennem sin videnskab knyttet til ånden, gennem sit arbejde fæstet til jorden, ingen drømmer og digter og dog på sin vis drømmende og digtende i storslåede syner, i dristige svungne brobuer, i himmelstræbende tårne, i eventyrlige tunneler gennem Jordens indre.

Den mand, hvis virken disse linier skal forsøge at skildre, Alexander Foss, ville måske selv protestere mod at betegnes som en slags drømmer og digter, end sige da som en romantisk "helt", så lidt opstyltet der er ved ham, så meget han skyer at stille sig i positur og agere for publikum. Han ville vel foretrække at se sig skildret som en realiteternes mand, hvem klogskab og vilje, støttet af den grundigste uddannelse og en forudseenhed, der tillod ham at handle på langt sigt, førte til mål. Og dog bliver en livsgerning som hans, et moderne eventyr som det, der digtedes inden for det prosaiske forretningsnavn, som lyder F.L. Smidth & Co. ikke til uden fantasi, uden drømme, selv om det er så tilsyneladende prosaiske ting som cement og jern der drømmes i. Han har selv sagt noget hen i den retning, i en rustale, som han holdt i "Studenterforeningens Konservative" i 1919, hvor han opstiller som sin livserfaring, at ethvert menneske i sit liv opnår opfyldelsen af sine allerinderste ønsker og begæringer, en erfaring som han udformer i følgende ord: "Der er i en menneskesjæl flere lag end et. Under overfladens ofte tilfældige karakter, ligger det væsentlige, med sine rødder og meget af sit næringsliv i underbevidstheden, hvor drifter, ønsker og begæringer yder deres tilskud. Herfra skyder ønskerne op som magt og ære, om rigdom, livsnydelse og berusning. Ofte tager disse begæringer magten. Også da vil det tilstræbte, begæringerne før eller senere blive tilfredsstillet, som modne frugter vil tilfredsstillelsen falde i skødet. Måske skal det vise sig, at nødderne er hule, måske er der, når rusen er borte, kun tomme skaller tilbage, men hvem kan forlange at høste hvede, når udsæden er klinte. Den erfaring, at livet bringer, hvad man i dybden af sin sjæl begærer, har Goethe givet udtryk for, da hans motto for 2. del af skildringen af sit liv, "Dichtung und Warheit", satte følgende ord:

Was man in der Jugend wunscht,
Hat man im Alter die Fülle.

Dette er en profeti. For den, som tror på den, er meget vundet. For da vil han vide, at han i dybeste forstand er sin egen lykkes smed. Han vil forstå, at det som det kommer an på, er at begære den rette, at samle sine inderste ønsker, sin dybere vilje, om et stort, værdifuldt livsmål. Er det et mål , der er stort i det indre, i kernen, da vil det ydre forme sig derefter, og da vil Nemesis, da vil den guddommelige retfærdighed lade dig høste, som du har sået".

Til side 2 >