1. Udvandringen fra Europa
2. Udvandringen til Amerika
3. Statistik over udvandringen fra Europa
4. Udvandringsprocenter
5. Kvoter for indvandring til Amerika
6. Begrænsning af indvandring til USA
7. Racehadet i sydstaterne
8. Indvandring til Australien
9. Indvandringen til Danmark
Udvandringen til Amerika
Et hjørne af opholdslokalerne i Emigrantstationen på Ellis Islands. Den der ville udvandre, må forskaffe sig et pas på politikontoret og må have dette forsynet med "visum" på det pågældende lands konsulat. Som reget behøves tillige en særlig indvandringstilladelse. Den der f.eks. vil til USA, må henvende sig på det amerikanske generalkonsulat, Kongens Nytorv, - Uden penge kan man ikke indvandre i vore dage. Billetten til Amerika er dyr. Med den danske linie koster en kahytsplads til New York nu 565 Kr., 3' klasse 450 Kr. (heri er kosten om bord iberegnet). Overfarten varer 10-11 dage. Når man kommer til bestemmelsesstedet, kan man heller ikke være helt pengeløs, men man må have til sit ophold i den første tid, eventuelt til billetten fra New York eller Halifax ind i landet.
Efterhånden som kolonierne blev større, fik de oprindelige kolonister brug for mere arbejdskraft, og der begyndte en storstilet menneskehandel, navnlig med negerslaver til de sydlige stater, hvor storgodserne var fremherkende. Denne indførsel af negre fra Afrika stadsedes i løbet af det 19. århundrede, men samtidig hermed steg indvandringen af folk fra de europæiske lande umådeligt, først af englændere, irer, skandinaver og tyskere, senere syd- europæere, russere, polakker, og mellem disse talrige jøder. Endelig kom hertil i en vis periode en betydelig indvandring til Amerika af kinesere og japanere.
Lad os først betragte udvandringen fra den europæiske side og undersøge dens betydning for de lande, hvorfra den udgår. Om den europæiske udvandring til oversøiske lande foreligger der ret pålidelige oplysninger, idet adskillige interesserede lande allerede i begyndelsen af det 19. århundrede begyndte at optage udvandrerstatistik. Af tavlen vist på næste side ses det, hvorledes denne udvandring har formet sig på forskellige tidspunkter.
Mens udvandringsstrømmen i 1880'erne hovedsagelig bestod af englændere, irer og tyskere, så var i 1913 de tyske udvandreres tal blevet mindre, de engelske udvandrede var blevet talrigere, men denne forøgelse vejede dog kun lidet mod den uhyre tilvækst i antallet af emigranter fra Østrig-Ungarn, Italien, Spanien og Rusland. Når Tyskland umiddelbart før krigen næsten ingen udvandring havde, skyldtes det den vældige industrielle udvikling, der var så stærk, at der endog kunne beskæftiges megen fremmed arbejdskraft.
Umiddelbart før Verdenskrigen beløb den europæiske udvandring sig til omkring 2 millioner personer årlig. Denne uhyre menneskestrøm standsede fuldstændig i 1914 ved krigens udbrud. Under krigen strømmede omvendt et uhyre folketal til Europa, dog kun forbigående, for at kæmpe på slagmarkerne. Men fra 1920 begyndte udvandringen fra vor verdensdel på ny.
Udvandringens omfang beror for en stor del på forholdet mellem chancerne i hjemlandet og chancerne ude. Før krigen var forholdene altså sådan, at de kunne drage 2 millioner personer over havet hvert år. Men misforholdet mellem de økonomiske betingelser i de europæiske lande og i Amerika er nu meget større end dengang. I en mængde europæiske lande er den økonomiske mekanisme jo blevet alvorlig forstyrret af krigsperioden og efterkrigsperioden. Trangen til udvandring må derfor antages at være meget stærk mange steder, så meget des værre er det derfor, at udvandringen nu er behæftet med betydelig større vanskeligheder end umiddelbart før krigen, navnlig derved, at USA, der tidligere optog langt den største del af udvandrerstrømmen, har begrænset indvandringen ved skærpede lovbestemmelser.
< Tilbage Til side 3 >