1. Udvandringen fra Europa
2. Udvandringen til Amerika
3. Statistik over udvandringen fra Europa
4. Udvandringsprocenter
5. Kvoter for indvandring til Amerika
6. Begrænsning af indvandring til USA
7. Racehadet i sydstaterne
8. Indvandring til Australien
9. Indvandringen til Danmark
Racehadet i sydstaterne
Billede fra Australien. Australien er som så mange andre oversøiske lande i økonomisk fremgang, både med hensyn til agerbrug, kvægavl og industri. I Australien er navnlig fåreavlen af stor betydning, i nabolandet New Zealand navnlig mejeribruget. Det skal ikke være helt let at få jord i Australien, bla. fordi der er drevet megen spekulation med jorden. Selve dyrkningen mødes af store hindringer, bla. fordi meget ofte store stræninger må ryddes for ondartet tjørnekrat. Skatter og afgifter skal være ret betydelige.
Efter krigen er der gennemført visse bestemmelser for at tvangsamerikanisere alle borgere i staterne, hvilket har medført megen bitterhed i forskellige europæiske stater, f.eks. i Italien. Det vanskeligste problem i denne henseende er vistnok i øvrigt negerspørgsmålet. Navnlig i syden behandles negerne ofte vilkårligt (Lynchjustits etc.), men på den anden side er de sortes tal så stort, at de befolkningsmæssigt set er en meget betydelig faktor. Der findes 10-11 millioner negere i staterne. dvs. ca. 10 procent af hele befolkningen. Største delen af negrene bor imidlertid i sydstaterne (de gamle slavestater), selv om mange i de senere år er vandret mod nord og nordvest. I sydstaterne udgør de som helhed mellem en tredjedel og en fjerdedel af befolkningen, i Georgia endogså omtrent halvdelen og i Syd-Carolina og Mississippi er de i flertal.
Af farvede racer findes iøvrigt kun ca. en kvart million indianere og ca. 200.000 kinesere og japanere. Disse sidste findes hovedsagelig i Californien.
Den fremmedfødte befolkning af hvid race udgjorde ved folketællingen i 1920 14 millioner, men regner man efter modersproget, altså dem der er født i et andet land, og dem, der vel er født i USA, men hvis far eller mor er fremmedfødte, kommer man op på 36 millioner indbyggere, hvilket er en tredjedel af hele befolkningen. Af disse 36 millioner stammede 10 millioner fra England og Irland, 8 mill. var tysk-amerikanere, 2½ mill. var polakker og 2 mill. havde hebraisk (eller yiddisch) til modersmål. Der fandtes endvidere 1½ mill. svenske, 1 mill. norske og ½ mill. danske. Resten fordelte sig på en mængde forskellige folkeslag.
Økonomisk og politisk set er alle disse forskellige folk svejset sammen til en statslig enhed på samme måde som i andre lande. Derimod er en fuldkommen sproglig og kulturel sammensvejsning, som de såkaldte 100-procent amerikanere tilstræber, åbenbart forbundet med betydelige vanskeligheder.
Canada, Brasilien, Argentina, Australien og New Zealand samt Syd-Afrika og de afrikanske middelhavslande er næst efter USA de lande, der hidtil har været de mest søgte af udvandrere. Før krigen indvandrede til de førstnævnte 5 lande tilsammen henimod 1 mill. årlig, i 1919 kun ½ mill., i 1920 kun 400.000, og i de senere år har indvandringen vistnok været endnu mindre.
Af disse lande har Canada og det latinske Amerika som regel stillet sig velvilligt til indvandringen, naturligt nok, fordi der her stadig ligger store urørte naturlige rigdomme. I nogle tilfælde har regeringerne direkte opmuntret til indvandring ved at give let adgang til jord, og transatlantiske dampskibsselskaber og andre forretninger har undertiden gennem agenter i Europa virket for udvandring ved at stille udvandrerne bedre forhold i udsigt, end der viste sig at være. En overgang har Brasilien også betalt overrejsen for udvandrere, som senere blev udsat for dårlig behandling på kaffeplantagerne og Fazendaerne (de store godser), hvilket medførte modforholdsregler fra udvandrerstaternes side. Forholdet er siden ophørt.
< Tilbage Til side 8 >