1. Udvandringen fra Europa
2. Udvandringen til Amerika
3. Statistik over udvandringen fra Europa
4. Udvandringsprocenter
5. Kvoter for indvandring til Amerika
6. Begrænsning af indvandring til USA
7. Racehadet i sydstaterne
8. Indvandring til Australien
9. Indvandringen til Danmark
Indvandring til Australien
Brasiliansk arbejderhjem omkring en stor "Fazenda". Brasilien indeholder enorme naturlige rigdomme, både fortrinlig jord og mange mineraler. Størstedelen af landet ligger imidlertid i troperne, og mange steder er der sumpet (f.eks. omkring de store floder). Brasiliens økonomiske forhold er kun lidet udviklet, f.eks. er jernbanenettet forholdsvis beskedent, men forholdene er vist nok i stærk udvikling. Den vigtigste næringsgren er kaffedyrkning, der foregår på store plantager ("Fazendaer"). Arbejdslønnen på disse plantager er så vidt vides, ret lav, og det er vanskeligt at blive selvstændig for den, der ikke råder over store kapitaler. På lignende måde som i Brasilien ligger forholdene i de øvrige latinske Mellem- og Syd-Amerika (Mexico, Nicaragua, Peru osv.). Bedst er forholdene vistnok i Argentina, hvor klimaet i hvert fald passer de nordiske udvandrere godt. På mange måder er Argentina i øvrigt mere fremskredent i økonomisk henseende end de øvrige sydamerikanske stater.
I de senere år er adgangen til jord med nogenlunde let forbindelse til jernbane vistnok blevet meget vanskelig. Uden startkapital er det sikkert svært at komme igang, og desuden har landbruget i Amerika, så vidt man kan skønne, i en årrrække lidt under trykkede økonomiske vilkår.
Australien, hvor arbejderpartiet har megen indflydelse, har altid været mere afvisende over for indvandring end de andre lande, navnlig over for japansk og kinesisk indvandring, og man har i hvert fald altid foretrukket englændere. Ejendommeligt var det, at der i 1919, altså umiddelbart efter krigen, indvandrede 250.000 personer til Australien (mod 164.000 før krigen). Så vidt vides, drejede det sig om et forsøg på at anbringe demobiliserede, beskæftigelsesløse folk som kolonister. Allerede i 1920 var tallet imidlertid gået meget stærkt ned.
Indvandrerne til det latinske Amerika er hovedsagelig spaniere, portugisere og italienere, dog findes der også talrige tyske. De forskellige folkeslag har i øvrigt blandet sig - også med de indfødte indianere - i langt højere grad i Syd-Amerika end i USA.
Befolkningstætheden i de her lande omtalte stater er meget ringe. De naturlige rigdomme er mange steder betydelige. det samme gælder et land som Mexico. Men indvandringen og afklimatiseringen er naturligvis forbundent, navnlig for folk fra lande med et klima som det nordiske. Et eksperiment med kolonivis udvandring fra Danmark til den mellemamerikanske republik Nicaragua faldt for nyligt uheldigt ud.
Udvandrerne og moderlandet. Det er klart, at der som regel i lang tid består en vis forbindelse mellem udvandrerne og moderlandet. Et af de lande, hvor denne forbindelse synes at være stærkest, er sikkert Italien. Dette giver sig f.eks. udslag i de betydelige pengesummer, udvandrerne årlig sender hjem (før krigen anslået til ½ milliard Lire, efter krigen 3-4 milliarder Lire årlig). Disse pengesummer har haft stor betydning for Italiens økonomi, navnlig i syden, hvorfra udvandrerstrømmen altid har været stærkest. For pengene har udvandrernes familie ofte kunnet købe sig jord, bygge nye huse osv. Også på anden måde har udvandringen betydet meget for moderlandets befolkning, f.eks. ved at hæve lønniveauet, og arbejdsløshed har været et næsten ukendt begreb i Napoli-egnen og på Sicilien. En særlig betydning har også de såkaldte sæsonudvandringer haft. Mange småbønder i Italien har for lidt jord til, at de kan leve af den. På den årstid, hvor de ikke har kunnet arbejde med deres egen jord, er de derfor rejst til Syd-Amerika, Syd-Frankrig eller andet steds hen for at deltage i landarbejdet der.
< Tilbage Til side 9 >