1. Filmens historie - Del 2
2. Kostumer og maskeringer
3. Instruktørens arbejde - Carl Th. Dreyer
4. Filmen som kunst- og kulturfaktor
5. Filmens modsætning til teatret
6. En god skuespiller
7. Undervisningsfilm-naturoptagelser
8. Brandfarligt materiale i skolerne
9. Filmcensur - en uomgængelig nødvendighed
10. Censurens forbud
Filmen som kunst- og kulturfaktor
Udsigt over Nordisk Films optagelsesteatre i Valby Mose.
Som allerede i min første artikel bemærket, blev filmen straks ved sin fremkomst i al almindelighed blot betragtet som en mærkværdighed. Kun ganske få indså, hvilke (både kunstneriske og pædagogiske) muligheder, der lå gemt i dens skød - og selv disse, mere klart skuende, manglede i virkeligheden ganske forståelsen af både de specielle værdier, filmen ejer, og de særlige fordringer, den har vist sig i stand til at kunne indfri.
Da man var nået ud over det allerførste begynderstadium - hvor en film kun "rullede" et minut eller to, og handlingen i den indskrænkede sig til et slagsmål, en afklædningsscene eller en komisk situation af aller elementæreste art - begyndte man at lave "Film-skuespil". Med kunst havde disse intet at gøre, og grunden hertil var vel først og fremmest denne, at man endnu slet ikke vidste, hvad filmkunst egentlig var. Og hvor skulle man også vide det fra? Man bildte sig ind, at filmen var en slags pantomime: altså mimede og gestikulerede man, vendte øjnene i hovedet og lagde hånden på hjertet - kort sagt: agerede så voldsomt som vel muligt, idet man bildte sig ind ad denne vej at opnå en illusion og udfyldte det hul, som den manglende replik vel måtte efterlade.
Side om side med denne hovedmisforståelse af filmens væsen gik selvfølgeligt adskillige andre - af både skønhedsmæssig, manuskriptlig og anden art - der bevirkede, at disse tiders film befandt sig miledybt under selv det laveste kunstneriske lavmål. Hvad angik manuskripterne havde man jo således endnu ikke gjort virkelige erfaringer med hensyn til, hvad der "var film i" og hvad der ikke var af filmatisk virkning. Man byggede på en grovkornet, fælt banal handling efter allersletteste recept, helst (og efterhånden) med sensationer og effekter. Emnerne var den dårlige guvernanteromans og personernes karakteristik: skurk - helt, djævel - engel! En overgang var cirkusfilmen på mode, manegeoptrin og jalousidramaer bag kulisserne, dæmoniske artistinder og væmmelige dorske kvælerslanger etc. Jo mere knaldromanagtigt og rørstrømsk, jo bedre!
Det ville føre alt for vidt her at komme ind på en detaljeret udredning af filmens kunstneriske udvikling gennem de ca. 30 år, den har eksisteret. Vi må nøjes med at fastslå, at en sådan udvikling virkelig har fundet sted, og at film-industriens standard er bleven hævet i en oven i købet overordentlig høj grad. Fastslåes må det ligeledes - hvad adskillige af dens modstandere ikke synes at have fået øjnene op for - at der gennem de sidste 5-6 år er bleven skabt film (dels amerikanske, dels russiske og svenske, også et par danske), der rent kunstnerisk yder akkurat det samme som tidens allerbedste scenekunst, repræsenteret ved det bedste skuespil, fremført af de bedste skuespillere, i den allerypperligste scene- og person-instruktion!
< Tilbage Til side 5 >