1. Filmens historie - Del 2
2. Kostumer og maskeringer
3. Instruktørens arbejde - Carl Th. Dreyer
4. Filmen som kunst- og kulturfaktor
5. Filmens modsætning til teatret
6. En god skuespiller
7. Undervisningsfilm-naturoptagelser
8. Brandfarligt materiale i skolerne
9. Filmcensur - en uomgængelig nødvendighed
10. Censurens forbud
Filmens modsætning til teatret
Gerda Lundequist, den kendte svenske skuespillerinde, som Majorskan i Gösta Berlings Saga.
Spørger man nu om grunden til, at der på filmen kan opnåes så glimrende kunstneriske virkninger, må svaret vel først og fremmest blive dette, at denne specielle kunstart skænker den, der beskæftiger sig med den, en næsten ubegrænset bevægelsesfrihed, ligesom den - i modsætning til teatrets kunst, der er stærkt "lokalt" bundet - ejer den kolosale fordel f.eks. at kunne give en hel menneskeskæbne i alle dens udviklingstrin, billedligt underbygget af de forskellige omgivelser, hvori denne skæbne har udviklet sig. I filmen kan jo nemlig alle mellemled tages med, mellemled som teatret må lade ligge, men som kan være af stor betydning for den psykologiske underbyggelse såvel af hele filmen som af den enkelte person i den. Og gang på gang har det vist sig, hvorledes det fysiognomiske udtryk for sjæletilstand, hvorledes den mindste bevægelse - en hånd, der griber for sig eller knyttes, en ryg der ligesom falder sammen, et hoved der bøjes, et smil der tændes osv. - langt inderligere fortæller, hvad der foregår i et menneskes indre end nok så mange og nok så kloge ord gør det.
Og da disse bevægelser og ansigtsudtryk praktisk talt er de samme over hele den civiliserede verden, har vi her årsagen til, at filmen er den mest internationale af alle kunstarter.
Det, der nu bliver filminstruktørens arbejde, er: at samle hele materialet - filmmanuskriptet, dekorationerne og skuespillerne - og samstemme dets forskellige faktorer, så de bliver et harmonisk hel, gennemtrængt af den stemning, der skal herske over filmen, hvad enten den er munter eller sørgelig.
At være filminstruktør kræver selvfølgeligt et ganske bestemt talent. Først og fremmest en vis malerisk sans, en evne til at se et billede for sig, før det er blevet til. Dernæst evnen til at finde karakteriserende småtræk som - uden at virke forstyrrende eller brydende på den store linie, der går gennem filmen - kan underbygge og sandsynliggøre alt, hvad der sker i den. Endelig må instruktøren eje en vis suggerende evne, således at han kan få sit skuespiller- og statsmateriale til at føle og tænke det samme som han, til netop at give de forestilinger, som besjæler ham, liv kød og blod.
Der findes rundt om i verden fortrinlige filminstruktører. Amerika ejer nogle af dem, Sverige andre, og også fra Rusland har vi fået film, der vidnede højlydt om fremragende instruktørevner. Hvad vi herhjemme har præsteret i denne retning, har nået sit højdepunkt i A. W. Sandbergs Dickens-film "David Copperfield" og "Vor fælles ven", i Carl Th. Dreyers filmatisering af "Mikaël" og "Elsker hverandre" samt i Benjamin Christensens "Heksen", der glimtvis var genial, men som helhed skræmmedes af visse, navnlig manuskriptlige misgreb.
< Tilbage Til side 6 >