Instruktørens arbejde - Carl Th. Dreyer

Titel: Filmens historie - Del 2. Kategori: Fritid og sport 1926. Side 3 af 10 < Tilbage

Statist typer. Igen et par glimrende statisttyper fra den finske del af "Blade af Satans bog". Instruktør: Carl Th. Dreyer

Til smårollerne drejer det sig om at finde typer, der ved deres egen person virker som netop det, de skal være. Amerikanerne har lært dette til fuldkommenhed, og i Hollywood findes som bekendt en statiststab på tusinder og atter tusinder af medlemmer. En Hollywoodmand har engang sagt, at den type som ikke findes i Hollywood, findes overhovedet ikke, og det er vist sandt nok. Det siger jo sig selv, at et sådant menneskemateriale kan vi ikke disponere over herhjemme under vore små forhold, og dette spores da også ofte i vore film, hvor man netop tit savner "typer". En enkelt dansk film, som vrimlede med glimrende typer, kan vi dog nævne, nemlig "Blade af Satans bog", iscenesat af Carl Th. Dreyer. Til denne film havde instruktøren Carl Th. Dreyer forstået at fremskaffe en mængde herlige jødetyper.

Men når nu alle disse faktorer er samlede: fotografen og hans optagelsesapparat, dekorationerne, skabte af dekorationsmaleren, kostumerne, skuespillerne og statisterne - så er der endnu to ting, som må til for at der kan blive en film ud af det: nemlig et godt manuskript at arbejde efter! og en talentfuld instruktør, som forstår at samle alle disse forskellige elementer til et (forhåbentligt) kunstnerisk hele.

Instruktørens arbejde er meget stort, meget kompliseret og af afgørende betydning for resultatet og særligt vanskeligt, fordi man i filmen ikke kan bygge figurerne og spillet op scene for scene, som man gør det på et rigtigt teater. Der ligger jo nemlig foreløbig teknisk uovervindelige hindringer i vejen for at indspille en film fortløbende, med andre ord: begynde ved manuskriptets begyndelse og ende med dets slutning.

Vi forudsætter f.eks. (hvad der jo er tilfældet med adskillige film), at noget af den foregår i eet land, noget i et andet. Snart befinder personerne sig på landet, snart i byen, snart er de i eet hus, snart i et andet. Af rent praktiske grunde er det imidlertid nødvendigt at indspille alle de scener, som foregår på hvert enkelt sted, på een gang. For det første kan man jo ikke ligge og flyve frem og tilbage mellem to vidt forskellige steder, som f.eks. Italien og Danmark, for det andet kan der som regel kun være opbygget een dekoration ad gangen på optagelsesteateret, således at man må spill alt, hvad der foregår i denne, på een gang, for derefter at stille en anden op og udføre de scener, som denne danner ramme om.

Det siger sig selv, at dette er en for skuespillere meget vanskelig måde at spille komedie på. Tænk, at gå dybt fortvivlet ud af en dør i dag, for f.eks. en måned efter at skulle fortsætte den stemning, man blev afbrudt i for uger siden.

Det har også vist sig, at sceneskuespillere og film-ditto er to forskellige ting, idet ofte den fremragende scenekunstner er en middelmådig filmer og omvendt.

Om dette og instruktionens kunst samt filmcensur og filmens kulturelle og pædagogiske mission skal vi imidlertid fortælle i efterfølgende.

< Tilbage Til side 4 >