Mandag 23/5 2022.

Kostumer og maskeringer

Titel: Filmens historie - Del 2. Kategori: Fritid og sport 1926. Side 2 af 10 < Tilbage

Skuespillere i kostumer. En virkningsfuld scene fra et inkvisitionsfængsel fra filmen "Blade af Satans bog".

Også filmens kostumer og maskeringer er en stor og meget interessant afdeling for sig. Mærkeligt nok skal der, hvad angår kostumerne, tages overordentlig hensyn til farverne på dem. Man kan jo ganske vist ikke direkte se farverne på fotografierne, men det sorte, grå, hvide indtryk, vi får af billederne, er dog i allerhøjeste grad afhængigt af, hvilke farver der er anvendt i kostumerne. Man skal f.eks. helst undgå helt sort og helt hvidt. En brudekjole på er f.eks. som regel syet i rosa eller forglemmigejblåt. Billedvirkningen af disse to farver er nemlig hvid, men af et langt blødere og smukkere hvidt, end det virkelige hvide giver. På store film, hvor man sætter en del ind på udstyret, undgår man som regel også helst, at herrerne optræder i sorte kjoler, men lader deres kjoler sy i brune, blå eller mørkerøde farver. Mørkerødt giver til eksempel den blødeste og dybeste sorte farve på fotografiet. Damernes toiletter er ofte syet i mange farver, og det, det drejer sig om for skrædderen, der skal lave dem, er: aldeles nøjagtigt at kende den fotografiske virkning af hvert enkelt farvenuance.

Der fortælles for resten en meget betegnende lille historie om, hvorledes der engang til en af vore hjemlige filmkuespillerinder var blevet lavet en ganske henrivende krinolinedragt. Alle var begejstret over den, og man ventede sig meget af dens rent fotografiske virkning. Men ak og ve!, da man fik fremkaldt de første billeder, viste det sig, at dragten var ternet på kryds og tværs af sorte streger. Ved nærmere eftersyn viste det sig så, at der i det smukke stof fandtes en ganske smal, mørkerød stribe!

At klæder er falmet eller lidt forvasket ses ike på fotografiet. Tværtimod! skal en person se lidt derangeret ud, må han eller hun i virkeligheden søle sin dragt således til, at vedkommende ser ud, som om han var trukket direkte op af en mudderpøl. Skal en stue eller en genstand se snavset ud, må der ligefrem drysses et helt lag grafit over den. Ellers ser det hele ud, som om det nyligt havde været underkastet en minutiøs rengøring.

Hvad maskeringen angår, så gælder der for den helt andre regler end for scenemaskeringen, og man tager vist ikke fejl, når man hævder, at de bedste virkninger altid opnåes ved så ringe maskering som muligt. Parykker og falske skæg virker næsten altid lidet virkelighedstro på film. Skal en filmkuespiller absolut optræde med med skæg, må han helst ofre sig og lade sit eget stå, til det har den tilstrækkelige størrelse. Hovedrollernes indehaver er jo imidlertid somme tider nødt til at maskere sig, men for de mindre rollers samt for staffagens vedkommende har efterhånden enhver nogenlunde habil instruktør indset, at det ikke går med alt for meget udpræget maskering.

< Tilbage  Til side 3 >