Alexander den Store som bygherre

Titel: Verdens syv underværker. Kategori: Fra fjerne tider 1924. Side 5 af 9 < Tilbage

På en forhøjning, som var 127 meter lang og 73 meter bred og til hvis overflade 10 trin førte op, stod selve helligdommen med gudebilledet og uden om den en dobbelt række af søjler. Ialt fandtes der 106 søjler, hvoraf 22 mindre og 8 store stod i selve helligdommen. De 76, der dannede omgangen, var også store, og alle var de kunstfærdigt tilhugget. - I modsætning til tidligere (doriske) søjlearter, som kun var 4-5 gange så høje som deres tværmål, var denne (joniske) 9-10 gange så høj som længden af dens diameter, men desuagtet var afstanden mellem de doriske søjler ikke så stor som mellem de slankere joniske. Disse søjler, hvoraf flere kun bestod af en enkelt sten, var 19 meter høje, og ovenpå disse skulle de firkantede stenbjælker anbringes.

Så stod templet da fuldendt omtrent 400 år før kristi fødsel. Men kun et lille halvt århundrede senere, 356, en nat, der svarer til 21. juli i vor tidsregning, brændte den prægtige bygning.

Den nat fødtes en makedonisk kongesøn, som senere skulle vinde sig uforgængelig berømmelse, og samme nat sneg en ærgerrig efeser sig hen og tændte ild på templet. Efter at han forgæves havde stræbt efter berømmelse på hæderlig måde, ville han nu vinde den ved en gerning, som på grund af dens meningsløse ondskab ville sikre ham et evigt ry. - Det lykkedes ham, for templet blev ødelagt, og til trods for, at det blev forbudt at nævne hans navn, ved vi, at han hed Herostratos, og et sådant ry, som han vandt sig, kalder vi endnu en herostratisk berømmelse.

Hvor stor skaden var, som han var skyld i, ved vi ikke besked om. Taget brændte selvfølgelig, men marmorsøjlerne kunne jo højst blive gennemglødede. Det kunne dog også være tilstrækkeligt, for da de stod under åben himmel og udsat for regn, måtte de nødvendigvis blive fuldstændigt ødelagt, efterhånden som kalkstoffet i dem læskedes. Flere af dem blev da også solgt efter genopførelsen.

Denne genopbygning foregik temmelig hurtigt. Den makedoniske kongesøn, som nu i en alder af 20 år selv var blevet konge, gik over til Asien og begyndte et felttog, som til hans navn Alexander skulle skaffe ham betegnelsen: den store. Han kom også til Efesos, og denne by såvel som de fleste andre græske kolonier overgav sig. - Da tilbød han at bekoste templets istandsættelse, men da han satte den betingelse, at hans navn skulle anbringes på det, undslog efeserne sig, og de skyndte sig derefter at sætte fart på byggearbejdet. At dette nu ikke har været meget stort, kan man slutte af, at det blev fuldført, før Alexander døde i år 323 før Kristus, og at det kunne betales med de smykker, som de eferiske kvinder skænkede dertil.

Det gamle tempel var berømt for sin størrelse og sin skønhed. Når dette ry blev forøget for det genopførte tempels vedkommende, gælder det ikke så meget størrelsen og anlægget, som udsmykningen. Det var Grækenlands bedste billedhuggere og malere, som medvirkede ved denne, og deres frembringelser var så mange og fortrinlige, at en romersk forfatter siger, der kunne skrives flere bøger om dem. Der fortælles blandt andet, at alle de yderste søjler i omgangen var prydet med billedhuggerarbejder. I lang tid vidste man ikke, hvorledes dette skulle forståes, men ved udgravninger har man nu fundet søjler, hvis nederste del bærer billeder i relief.

I 600 år stod denne bygning som et af de smukkeste minder om en tid og et folk, der elskede skønhed. Endnu på Paulis tid var det altså byens stolthed. Men i året 262 blev den styrtet i grus, da goterne på deres fremstød mod syd nåede Lille-Asien, og i tidens løb er levningerne forsvundet, fjærnet for at bruges som byggematerialer i private huse.

< Tilbage Til side 6 >