Fyrtårnet på Faros

Titel: Verdens syv underværker. Kategori: Fra fjerne tider 1924. Side 9 af 9 < Tilbage

Fyrtårnet på Faros. Om fyrtårnet på Faros har man forskellige beretning. Et af de mange sagn, der fortælles om det, nævner, at der på toppen fandtes et spejl, hvori man kunne se, hvad dere foregik så langt borte som Konstantinopel, og at man ved at opfange solstrålerne deri og rette dem mod skibe kunne tænde disse i brand på en afstand af 100 mil!

Ved verdens syvende underværk vender vi tilbage til Egypten, hvor vi fandt det første.

Da Alexander den Store på sit felttog kom til dette land, ville han anlægge en havneby, men der var tvivl om, hvor den bedste beliggenhed ville være. Da drømte han, at en mand kom til ham og fremsagde et vers af Homer:

"I det skyllende hav tværs ud over floden Egyptos ligger en holm i bølgernes skød, man kalder den Faros. Der er en ypperlig havn".

Efter dette vink blev byen Alexandria anlagt, og på øen Faros byggede Alexanders efterfølger Ptolemæus det fyrtårn, som blev regnet for et underværk.

Bygmesteren hed Sostratos, og nogen siger, at hans arbejde var så tilfredsstillende, at Ptolemæus gav ham lov til at sætte sit navn på bygningen, mens det fra andre sider påståes, at kongen ville have sit navn derpå. De fik begge deres vilje, for bygmesteren satte kongens navn i kalkpudsen, men da denne efter års forløb skallede af, viste det sig, at den solidere sten bar navnet Sostratos.

Det fortælles om denne, at han kastede glas, sten, mursten og mange slags metaller i havet for at prøve vandets indvirkning, og at han, da det blev taget op igen, fandt, at glas var det eneste, der var aldeles uforandret, han valgte derfor store massive glasblokke til fundament.

Om tårnet virkelig, som nogle siger, har været 272 meter højt, er måske tvivlsomt, men fra araberne har vi langt senere efterretning om, at ruinen var 147 meter, nemlig en firkantet underbygning på 69 meters højde, oven på denne et ottekantet afsnit på 38 og øverst et rundt på 40 meter.

I den nederste del af bygningen var der en jævnt stigende vej, op ad hvilken brændsel kunne bæres på heste eller endog køres. Det sidste stykke hejsedes det op gennem en skakt i tårnets indre. ellers vides kun lidt om bygningens indre. Den siges at have indeholdt 300 store rum og huset en anselig garnision.

Allerøverst, mens tårnet havde sin fulde højde, brændte hver nat et bål, som lyste langt ud over havet for at vejlede søfarende, og det skete også, da tårnet blev lavere. Endnu i det 12te århundrede gjorde det tjeneste som fyr.

Efter flere ombygninger og delvise nedrivninger styrtede tårnet endeligt sammen ved et jordskælv i 1375.

Hvornår dette oldtidsminde fuldstændigt forsvandt, ved vi ikke, men endnu kaldes et fyrtårn på fransk phare (udt. far), på italiensk og spansk faro, og på engelsk undertiden pharos (udt. færos).

Dette er altså de syv arbejder, man i middelalderen var enige om at regne for underværker, men der var desforuden nogle, som nævnedes værdige til dette navn uden dog at kunne samle stemmer nok til at hævde stillingen iblandt de hellige syv.

I Babylon var der bymure og tårnet med de syv trin, det sidste blev en tid taget for Babelstårnet, som omtaltes i Bibelen. I Ekbatana mentes Kyros' slot, og i Theben (Egypten) Memnons tempel værdige. I Egypten var der desuden en labyrinth, der skildres som 12 sammenbygede templer med 1500 værelser over og under jorden. - Da Rom var trådt ind i historien, gjorde den også krav på at besidde underværker, og der nævnes Kapitolium og Colosseum som sådanne.

Vor tid ville vel også finde andre, og kunne en oldtidsgræker eller gammelegypter dukke op blandt os, ville også han måske være i tvivl om, hvorvidt han ubetinget burde holde på de gamle eller give en moderne frembringelse fortrinet.

(Forfatter: Ukendt)
< Tilbage