Babylons hængende haver

Titel: Verdens syv underværker. Kategori: Fra fjerne tider 1924. Side 3 af 9 < Tilbage

Hængende haver i Babylon. De hængende haver i Babylon skulle minde om en skovbevokset bjergskråning. Jordlaget var så tykt, at selv store træer kunne vokse deri, og alle slags sjældne træer og vækster blev plantet der og holdt i live i den tørre årstid ved kæmpemæssige vandingsanlæg.

For at se verdens andet underværk må vi fra Nildalen drage til Eufratsletten og endda i tankerne sætte os 2500 år tilbage, for det findes ikke længere.

I Babylon regerede Kong Nebukadnezar, som ikke blot udvidede landets grænser, men også smykkede sin by, så han ved at se ud over den kunne udbryde: "Dette er det atore Babel, som jeg har bygget til et kongeligt hus ved min styrkes magt og til min herligheds ære". Ved disse ord er hans blik sikkert også gledet hen over "de hængende haver".

Han havde ægtet en medinsk prinsesse, som imidlertid længtes meget efter sit fædreland. For at gøre det nye opholdssted mere tillokkende og hjemligt, lod han da den park anlægge, som fik navnet de hængende haver, og som skulle minde om Mediens skovbevoksede bjerge.

Dette anlæg kender vi kun fra beskrivelser, men da disse stammer fra mænd, der var med Alexander den Store på hans felttog ind i Asien, er de nok pålidelige, og vi kan danne os en forestilling om planen og udseendet. Anlægget dannede en firkant med sider på 125 meters længde og hævede sig i terrasser, den ene over den anden og op mod byens mur, nærmest som en kæmpemæssig trappe. I og for sig er udtrykket "hængende" ikke fuldstændigt rigtigt. De støttedes nemlig af piller, som de hvilede på, en hel skov af søjler, hvis højde for de bagestes vedkommende af nogle anslåes til 25 meter, af andre til mere end det firdobbelte. De stod så tæt, at stenbjælker på meters længde kunne hvile på dem og danne et metertykt loft over pragtfuldt udstyrede rum. For at fugtighed ikke skulle trænge ned gennem fugerne i dette stenlag, var det dækket med tykke rør- og sivmåtter, som var gennemtrukket med jordbeg, og ovenpå disse var der et dobbelt lag tegl, som blev holdt sammen med kalkmørtel. Endelig dannede tykke blyplader det øverste lag i denne vældige underbygning og tjente yderligere til, at fugtigheden forblev oppe, hvor den skulle gøre nytte. For øverst kom et lag muldjord, så tykt, at endogså store træer kunne rodfæstes og trives. Først dér kom nemlig haven, som det kolosale bygningsarbejde skulle bære.

Men netop fugtighed kunne det på visse årstider skorte på. I den regnløse tid måtte der sørges for plantevæksterne ved kunstig vanding. Derfor lod kongen lave maskiner, som kunne løfte vand fra Eufrat op i en stor beholder, der var indbygget i den øverste terrrasse. Herfra førtes det gennem utallige rør ud over hele anlægget, ikke blot til planternes behov, men også til springvand, som afkølede luften.

Man må tænke sig de hængende haver som en skovgroet bjergskråning eller som en skovbevokset pyramide, der skrånede mindre stejlt end Egyptens pyramider, og hvor trinene var indskrænket til få, men til gengæld var høje og brede. - Fra den ene afsats til den anden kom man ad trapper, og ligesom hele anlægget må have taget sig smukt ud set nedefra, således har der fra toppen været en pragtfuld udsigt over byen, floden og hele sletten.

< Tilbage Til side 4 >