Artemistemplet i Efesos

Titel: Verdens syv underværker. Kategori: Fra fjerne tider 1924. Side 4 af 9 < Tilbage

Artemistemplet i Efesos. Artemistemplet i Efesos blev anset for at være en af de skønneste bygninger i verden. Alt, lige til de mindste enkeltheder i udsmykningen, var udført af de største kunstnere.

"Stor er de Efesers Diana!" Således råbte guldsmeden Demetrios og hans svende, da Paulus kom til byen og prædikede mod hende og de andre afguder. Guldsmedene havde nemlig deres næring ved at sælge afstøbninger af hendes tempel. Hele byen havde fortjeneste af de mange, som søgte til stedet for at tilbede hende, og indbyggerne flokkedes derfor om guldsmedene og istemte råbet. Men hele den dakendte verden var af samme mening som efeserne, templet blev nemlig regnet for verdens tredie underværk.

Diana var det romerske navn på den gudinde, som grækerne kaldte Artemis. Hendes første helligdom i Efesos var meget tarvelig, efter sigende kun et hult træ med hendes billedstøtte i. Nu kom de græske nybyggere, og efter nogens mening var det en søn af Athens sidste konge, som grundlagde det første rigtige tempel. Der skulle dog gå endnu et halvt årtusinde, før kunsten var nået til det højdepunkt, af et værk, som prægedes af skønhed, og ikke virkede blot ved sin størrelse, kunne regnes for et underværk.

Opførelsen af Artemistemplet blev påbegyndt omkring midten af det 6. århundrede før Kristus. Efter bygmesteren Chersifron havde givet plan og tegning til det, begyndte Theodoros at lægge grunden. Nu var man bange for, at en bygning, som var opført umiddelbart på klippegrunden, let ville styrte sammen ved et af de jordskælv, egnen hyppigt hjemsøgtes af, og derfor blev der valgt et sumpet jordstrøg til anlægget. Men da det bløde jordlag frembød den fare, at bygningen kunne synke, fyldte man grunden op med trækul, som blev stampet sammen og derefter dækket med flere lag huder. På den måde mente man, at grundvolden ville blive sikker nok, mens det bløde jordlag dog ville afbøde de værste stød, som jordrystelserne medførte.

Derefter gjaldt det om at skaffe bygningsmateriale. Marmor skulle det jo være, og den bedste slags af dette fandtes vel nok på "Marmorøen", Prokonnesos, som ligger i og har givet navn til Marmarahavet, eller man kunne hente det fine pariske marmor på øen Paros, men der var lang sejlads til begge steder. Det ville være forbundet med stor besvær og mange omkostninger, hvor man end ville hente det. Mens man rådslog om dette inde i byen, drev hyrden Piksodoros rundt med sine får ude i bjergene som lå 8000 skridt fra byggepladsen. Der skete det, at to vædre kom op at stanges, men den ene tog fejl i tilløbet, og dens horn stødte så hårdt mod klippen, at en flis af denne faldt af. Piksodoros lagde mærke til brudet, der var skinnende hvidt, han greb det nedfaldne stykke og løb, alt hvad han kunne, til byen, hvor rådet var forsamlet for at tage den vigtige beslutning. Stenen blev forelagt dem og erklæret for så fint marmor, at man ikke kunne ønske det bedre til bygningen. Piksodoros fik ikke blot en stor belønning, men også tilladelse til for fremtiden at hedde Evangelos, det vil sige overbringeren af et godt budskab.

< Tilbage Til side 5 >