Tirsdag 22/10 2024.

Pekingeseren

Titel: Hvilken hund skal jeg vælge. Kategori: Fritid og sport 1925. Side 2 af 9 < Tilbage

Fransk Bulldog. Fransk Bulldog. Det kvikke hoved med de opstående store ører vidner om et livligt temperament. Hunden elsker at køre i automobil. En Fransk Bulldog siddende på sædet og ivrigt spejdende frem, hører til et moderne automobiludstyr.
  Schnauzer. Schnauzer, på grund af sin dygtighed som rottefanger også kaldt Rattler Pinscher, tyskerne benævner den tillige Pebersvendehunden, fordi pebersvendene, tiltalt af dens rolige, pålidelige væsen, ofte vælger den til livsledsager.

I det hele taget skal man være meget forsigtig med at lade små børn uden tilsyn lege med skødehunde, de har ofte tilbøjelighed til at drille og plage dem, og resultatet bliver, at disse smådyr for at værge sig vender det lådne udad.

Jo mindre Pekingeseren er, des værdifuldere er den. I de kinesiske kejserpaladser var de ganske små, hofdamerne bar dem i de vide ærmer på deres silkedragter, de kaldtes derfor også ærmehunde. En af de ypperste indførte Pekingesere, man har kendt, vejede kun 2.25 kg. Over 8 kg. må de ikke veje, og den engelske klub for ægte paladshunde har endog 4.50 kg. som maksimum. Alle farver er tilladt, rød, mahognifarvet, lysebrun, sort, hvid, ens- eller flerfarvet.

Ligesom andre hunde med tilbageklemt næse har Pekingeseren tilbøjelighed til at snorke, hvilket dog ikke virker generende, men snarere lyder hyggeligt som en snurrende temaskine.

Næst efter Pekingeseren er den pommerske Dværgspids - eller Pomeranian som det internationale navn lyder - en af de mest moderne skødehunde. Det er en ganske lille hund med en overordentlig rig pels, der står brusende om den som en muffe, farven er oftest orange eller sort. Af karakter er de mindre elskelige end Pekingeserne. De er større egoister, kan være ret arrige, men også en enkelt person meget hengiven. De har en udpræget egenskab, der både kan være et plus og et minus, de har altid meget af munden. Som vagthunde er de derfor fortrinlige. Så små de er, skal de nok melde alt usædvanligt, men de bjæffer også ad alt muligt andet, og intet på Jorden kan vænne dem af med denne nedarvede vane. Men stå og gø dumt ud i luften, når der ikke er noget at gø ad, det gør de ikke.

Meget yndet hos os er den glathårede tyske Dværgpinscher, glinsende sort med rustrøde aftegn eller ensfarvet rødgul (såkaldt Rehpinscher). Det er en rask lille hund, den er vagtsom i hjemmet, og på grund af dens lidenhed kan man have den med alle vegne. Man ser således damer gå med dem i deres muffe. Alt for tit lægges der dog vægt på, at hunden blot skal være lille, man ser derfor ofte eksemplarer, der gør et forkrøblet indtryk, med kattekrum ryg, svage ben, fremstående store øjne (gloøjne) og kort spids snude. I Tyskland lægges der vægt på en fast sluttet bygning, selv om det går lidt ud over lidenheden. En skulderhøjde af 26 cm. må dog ikke gerne overskrides.

Ruhårede skødehunde har aldrig rigtig kunnet vinde indpas hos os. De fleste synes, at der er noget usoigneret ved det strittende hårlag. Der findes dog blandt dem en i udlandet så yndet hund som den belgiske Griffon Bruxellois, af rød farve. Udbredt i Tyskland er ligeledes Dværg-Schnauzeren, en af de kraftigste og sundeste af de små racer, og Abepinscheren.

< Tilbage  Til side 3 >