Schæferhunden

Titel: Hvilken hund skal jeg vælge. Kategori: Fritid og sport 1925. Side 8 af 9 < Tilbage

Irsk Ulvehund. Irsk Ulvehund, tilhørende den irske garde i London. De engelske regimenter har deres lykkedyr, og således er det ganske naturligt, at den irske garde har valgt den nationale hund, en stor Mynde, der i gamle dage brugtes til ulvejagt.
Schæferhund. Tysk Schæferhund, en han, sejrherre i Tyskland både i 1922 og 23. Denne race er for tiden en af de mest efterspurgte af alle hunde. Man ser dem ulvefarvet, sorte, gullige, også hvide kan ses. Mest anvendte politihund.

To store, ruhårede Mynder har holdt sig i England fra gammel tid, nemlig den irske Ulvehund og den skotske Hjortehund. De bruges nu hverken til jagt eller væddeløb, men holdes som selskabshunde og får som sådanne et godt skudsmål.

Som politihund betegnes populært de racer, hvoraf politiet udvælger sine hunde. Af disse racer har vi allerede omtalt Airedale Terrieren. Nu anvendes mest den tyske Schæferhund, der hele verden over er blevet en af de mest efterspurgte hunde. Det var verdenskrigen, under hvilken tyskerne gjorde rig anvendelse af den som budbringer, opsøger af sårede etc. Dette åbenbarede dens fortrinlige egenskaber også for "fjenden". Selv hos englænderne, der ellers ikke tager sig af tyskernes hunderacer, er den nu modehund. De har dog givet den et andet navn og kalder den Alsatian Wolfdog (Elsassisk Ulvehund). I Amerika er der også stor begejstring for hunden, og en mængde af de fineste Schæferhunde i Tyskland blev i årene lige efter krigen købt af rige amerikanere.

Schæferhunden har udmærkede åndsevner. Den har en mistroisk ubestikkelig karakter, der gør den fortrinlig egnet til at passe på sin herre, hans børn eller hans ejendom. Det forlanges af den, at den skal være skarp, straks rede til forsvar. Viger den, når man truende går imod den, diskvalificeres den ved bedømmelserne. I villaer og på landet er den en fortrinlig hund at have til beskyttelse, men det er en misforståelse at holde denne friluftshund som selskabshund i en mindre lejlighed midt i en stor by.

En bestemt vilje og stor fasthed i opdragelsen skal der fra første færd til over for Schæferhunden og i endnu langt højere grad over for den anden tyske politihunderace, Dobermannpinscheren, opkaldt efter en natvægter Dobermann i Apolda i Thüringen, der er den egentlige ophavsmand til racen. Farven er sort eller brun - undertiden blå - med rustrøde aftegn, behåringen kort. Både halen og ørene kuperet, således at dyret får opstående øren. (Hos Schæferhunden er de store smukke øren af naturen opstående, hvilket dog først viser sig når hvalpen er nogle måneder gammel). Det er en rask og meget bevægelig, klog hund, der dog som nævnt må tages med fast hånd. En sværere, ligeledes korthåret, sortbrun hund er den tyske Rottweiler, som især i Sverige har fået mange venner. Det er en meget modig og kraftig beskyttelseshund.

Foruden disse racer har politiet i udlandet anvendt enkelte andre racer, således den engelske Blodhund. Det er egentlig en jagthund, der ved hjælp af sin fine næse forfulgte og fandt sårede dyr, når man lod dem lugte til dets blodspor. Navnet Blodhund betyder derimod ikke, at det er en hund, der tørster efter blod og altså må formodes at være et frygteligt uhyre.

< Tilbage Til side 9 >