1. Jeanne d'Arc
2. Kætter i kirkens øjne, en farlig forbrydelse
3. Englands konge blev herre i Nord-Frankrig
4. Medlidenhed med Frankrigs sørgelige skæbne
5. Jeanne d'Arc kom til Chinon
6. Denne pige er sendt af Gud - Jeanne d'Arc
7. Orleans bliver befriet
8. Dersom jeg skal dø, vil jeg være lykkelig
9. Tilfangetagelsen den 23. maj 1430
10. Fængsel og forhør i Rouen
11. Jeanne d'Arc bliver henrettet den 30. maj 1431
Jeanne d'Arc
Jeanne d'Arc's indtog i Orleans. Efter maleri i Paris af Lenepveu.
Verdenshistorien fortæller om utallige store og mærkelige menneskeskikkelser og om talløse forunderlige menneskeskæbner. Men der er i den lange række af beretninger få, - om der i det hele taget er nogen, der er så mærkværdig, så skøn og så sørgelig, som historien om den lille bondepige Jeanne d'Arc.
Femhundrede år er henrundet, siden hun endte sit unge liv på bålet, efter kun at have virket i nogle måneder. Men hun fik sat så dybe spor i menneskehedens udvikling, at man kan føre mange af de tanker og følelser, der endnu den dag i dag bærer folkeslagene, tilbage til Jeanne d'Arc.
De lærde har naturligvis ned igennem århundrederne studeret kilderne til hendes liv og til hendes samtid for at prøve på at komme til forståelse af, hvad der ser ud som et mirakel.
Jernbanevogne ville ikke kunne rumme alle de bøger, der er skrevet og digtet om hende.
Vidt forskellige er de resultater, hvortil historikerne mener at være kommet. Til sidst afhænger levendegørelsen af en historisk person af forskernes karakter og personlige livssyn.
Noget må enhver historisk fortæller altid føje til af sit eget, når han vil fremstille et helt og levende menneske af de mangfoldige og ofte mærkeligt forskelligartede træk, som han samler sammen.
Her er forsøgt at finde ind til forståelse af den lille bondepiges sjæl, lige langt fra hendes blinde tilbederes forgudelse og hendes spotteres hån.
Begyndelsen af det 15. århundrede var en brydningstid. Middelalderens samfundsformer var i opløsning. Lensvæsnet var ved at forsvinde. Borgerstandens selvbevidsthed var ved at vågne. Kongemagten var i sin tid opstået som menigmands forsvar imod de lokale stormænd. Den stærkeste og retfærdigste lensmand, der bedst forstod at holde sine standfæller i ave og give bonden sin ret, blev kongemagtens indehaver. Men samtidig med at kronen blev det bærende centralorgan i folkelegemet, voksede der en anden samfundsmagt frem, der til sidst gjorde den rangen stridig.
Det var kirken, der efterhånden blev den største grundbesidder, og som ophobede vældige rigdomme, der endda var urørlige for skattevæsnet. Og ved siden af sin rent åndelige magt over sindene som frelsens vej for synderne, hævdede kirken en næsten diktatorisk myndighed i alle politiske forhold og verdslige anliggender. Aldrig har vel en institution haft en større magt i verden, end den kristne kirke havde det i middelalderen.
Til side 2 >