1. Jeanne d'Arc
2. Kætter i kirkens øjne, en farlig forbrydelse
3. Englands konge blev herre i Nord-Frankrig
4. Medlidenhed med Frankrigs sørgelige skæbne
5. Jeanne d'Arc kom til Chinon
6. Denne pige er sendt af Gud - Jeanne d'Arc
7. Orleans bliver befriet
8. Dersom jeg skal dø, vil jeg være lykkelig
9. Tilfangetagelsen den 23. maj 1430
10. Fængsel og forhør i Rouen
11. Jeanne d'Arc bliver henrettet den 30. maj 1431
Orleans bliver befriet
Jeanne d'Arc's fangetårn i Rouen.
Generalkommandoen i byen så skævt til den konkurrent, der ville bestemme, hvordan krigen skulle føres. Officererne vedtog at prøve på at få vundet en sejr uden Jeannes hjælp. Og en dag, ment hun hvilede sig, foretog de et udfald imod de engelske bastioner. Jeanne opdagede det, da de første sårede blev bragt ind. Hun blev meget vred, forlangte sin hest sadlet og kom netop tidsnok til at afvende en stor ulykke. For da de allerede slagne tropper så hende, gjorde de omkring, og inden aften var tabet genoprettet. Men Jeanne græd ved synet af de mange døde og sårede. Hun vænnede sig aldrig til krigens håndværk og så et lidende medmenneske både i ven og fjende.
Den næste dag blev hun selv hårdt såret i brystet af en fjendtlig pil, da hun havde nærmet sig de fjendtlige bueskytter alt for meget. Hun lod sig forbinde på valpladsen og blev derude ledende angrebene i næsten 24 timer. Dagen efter, søndag d. 18. maj. 10 dage efter hendes ankomst, var Orleans befriet og belejringen, der havde varet i syv måneder, hævet.
Intet under, at man endnu hvert år på den første søndag i maj holder mindefest for "Pigen fra Orleans", ikke blot i Orleans, men i hele Frankrig.
Denne begivenhed vakte en voldsom bevægelse, ikke alene i Frankrig men over næsten hele Europa, hvor rygterne om Jeanne d'Arc fløj over lande som en løbeild. Nogle anså hende for en Satans heks, andre for en Herrens engel. Folk kom rejsende langvejs fra for at se hende. Man bragte syge til hende, for at hun skulle helbrede dem. Engang ville man endog, at hun skulle vække en dreng op af døde. Hun led meget ved denne overvurdering og ved at måtte skuffe de overdrevne forventninger til hendes evner.
Hun tænkte nu kun på sit egentlige store mål: Kongekroningen i Reims. Men atter stødte hun på modstand hos hofpræsterne og hos generalerne. Kirkens mænd havde hellere kronet Englands fromme konge, nu for resten kun et barn, for Henrik V var død ung og havde efterladt en lille dreng som arving. Og generalerne mente, at det var halsløs gerning at føre kongen og hans store kroningsfølge til Reims, midt igennem det af fjenden besatte land.
Men folkestemningen var atter her med Jeanne. Det var som en vældig begejstringens bølge, der førte Karl d. 7. op igennem Frankrig, ledsaget af Jeanne og jublende folkeskarer.
Undervejs overraskede man tilfældigvis en stor engelsk hær. Det kom til et slag, som knuste den engelske modstand og åbnede vejen til Reims. Men Jeanne græd over de mange døde. Hun steg af hesten for at vederkvæge de sårede uden at spørge, om det var ven eller fjende.
< Tilbage Til side 8 >