1. Jeanne d'Arc
2. Kætter i kirkens øjne, en farlig forbrydelse
3. Englands konge blev herre i Nord-Frankrig
4. Medlidenhed med Frankrigs sørgelige skæbne
5. Jeanne d'Arc kom til Chinon
6. Denne pige er sendt af Gud - Jeanne d'Arc
7. Orleans bliver befriet
8. Dersom jeg skal dø, vil jeg være lykkelig
9. Tilfangetagelsen den 23. maj 1430
10. Fængsel og forhør i Rouen
11. Jeanne d'Arc bliver henrettet den 30. maj 1431
Denne pige er sendt af Gud - Jeanne d'Arc
Domkirken i Reims som den så ud endnu i 1914, inden tyskernes borbardement.
Hun vandt flere og flere for sig, der rejste sig ligesom en uimodståelig bølge af folkestemning, som slog fast: "Denne pige er sendt af Gud".
Og enden på sagen blev, at man ikke turde andet end at føje den offentlige mening. Jeanne blev nu udstyret på riddervis. Hun fik en ældre, brav mand til staldmester, en dreng til væbner, to våbendragere, to tjenere osv. Hendes bror, Peter, sluttede sig også til følget. Hun fik en skøn, sort hest, og der blev smedet, efter mål, et vidt harnisk til hende. Fra nu af optrådte hun i mandsdragt. Hun bar en lille stridsøkse og en kårde, men hun sagde, at hun ikke ville bruge sin kårde til at dræbe nogen med. Derimod førte hun selv, når hun sad til hest, sin broderede standart, hvid og blå - som hun sagde, hun elskede fyrretyve gange højere end sit sværd.
Trods alle farer lykkedes det hende at komme frem igennem det af fjender myldrende land og holde sit indtog i Orleans kl. 8 om aftenen d. 29 april 1429. Hele byen var på benene, som man kan tænke. Alle klokker klang, og jublen var uden grænser. Den eneste, der ikke tog del i larmen var Jeanne. Hun banede sig tavs med møje vej gennem trængslen hen til den nærmeste kirke, hvor hun stod af hesten og gik ind og holdt bøn.
Nu kom der nogle dage med utrættelig arbejde. Men hun var utrolig udholdende. Hun kunne sidde til hest en hel dag igennem uden et øjeblik at stige af og uden at spise eller drikke. Kun om aftenen spiste hun lidt brød og drak dertil vin blandet med vand.
Hun gav sig straks i lag med at sætte skik på de rå soldater. Hun forbød banden og svir og forjog alle utugtige kvinder.
Hun lod skrive et naivt brev til fjenden, hvori hun venligt foreslog dem at opgive belejringen og drage hjem til England for at undgå blodsudgydelse, da deres skæbne var kommet.
Brevet blev naturligvis genstand for hån og latter blandt de sejrssikre englændere. Men stor blev dog deres undren, da de en dag så byens port blive åbnet og Jeanne ride ud lige langs deres bastioner. Hun ville bese fæstningsanlæggene, dumdristig i sin sikre tro på sin sag. Befolkningen, der havde været spærret inde inden for de snævre bymure siden 12. oktober, i næsten syv måneder, fulgte hende i store skarer på denne tur, lykkelig over engang igen at se den fri horisont. Fjenden var lammet af forbavselse over dette optog og glemte at angribe den våbenløse hob. Men de morede sig med at råbe ukvemsord til Jeanne, hvad hun tog sig meget nær, så hun kom grædende tilbage til skatmesterens hus, hvor hun logerede, delende værelse med hans datter Dorothea.
< Tilbage Til side 7 >