1. Jeanne d'Arc
2. Kætter i kirkens øjne, en farlig forbrydelse
3. Englands konge blev herre i Nord-Frankrig
4. Medlidenhed med Frankrigs sørgelige skæbne
5. Jeanne d'Arc kom til Chinon
6. Denne pige er sendt af Gud - Jeanne d'Arc
7. Orleans bliver befriet
8. Dersom jeg skal dø, vil jeg være lykkelig
9. Tilfangetagelsen den 23. maj 1430
10. Fængsel og forhør i Rouen
11. Jeanne d'Arc bliver henrettet den 30. maj 1431
Jeanne d'Arc kom til Chinon
Karl d. 7., malet af den samtidige maler Foucquat.
Hun undslap engang på vejen, næsten kun ved et mirakel, et fjendtlig baghold.
Da hun omsider kom til Chinon, hvor Karl d. 7, kongen uden land, holdt hof med sin moder, sin hustru og sin elskerinde, var rygtet om Jeanne allerede forlængst nået dertil, og man diskuterede hende ivrigt. Damerne var, drevet af nysgerrighed, stemt for at modtage hende. Men præsterne, officererne og statsmændene havde mange slags betænkeligheder og prøvede at overtale den svage Karl d. 7. til at afvise hende - en uvidende, forskruet pige, der bildte sig ind at kunne klare, hvad hverken statskløgt eller militærmagt evnede. Og gejstligheden ymtede om, at hun var sendt af djævelen.
Men også det ulykkelige Orleans havde hørt om hende og skikkede bud på bud til kongen for at få hende sendt.
Stemningen var således stærkt delt, og til sidst fandt man på at prøve hende ved en list. Ved en hoffest gemte Karl, der i forvejen så sandelig ikke havde noget kongeligt ydre, sig i en simpel dragt imellem over 300 festklædte gæster. Og Jeanne blev ført ene ind i den af 50 fakler oplyste hal. Et øjeblik stod hun stille og så sig om, så gik hun lige hen til Karl, knælede ned og sagde: "Ædle tronfølger. Jeg hedder pigen Jeanne. Himlens konge befaler mig, at I lader eder salve og krone i byen Rheims, og at I bliver den himmelske konges statholder i Frankrig."
Alle var grebet af denne ædle simpelhed. Man så kongen føre hende hen i en vinduesfordybning, hvor de to talte en stund alene sammen. Ingen fik nogen sinde at vide, hvad de havde talt om. Men alle så, at de havde skiftet ansigtsudtryk og var stærkt bevæget.
Men nu opdagede modstanderne først ret, hvor farlig hun var. Fem biskopper påtog sig at krydsforhøre hende for at bevise hendes kætterier. En munk blev sendt af sted til hendes fødeby for at samle sladderhistorier om hende. Det lyder utroligt, men ikke engang sladderen havde noget ondt at sige hende på. Derimod fortalte han om et rørende brev, hun havde dikteret, hvori hun bad sine forældre om tilgivelse.
Imens pinte og plagede teologerne hende med spidsfindige spørgsmål. Hun klarede dem alle ved en egen munter åndfuldhed, der er så typisk gallisk, at den kun kunne tænkes hos en fransk. Her er et par eksempler.
Man krævede et mirakel af hende til bevis for hendes ords sandhed. Svar: "Jeg er ikke kommen hertil for at gøre tegn og mirakler. Mit tegn skal være at hæve belejringen af Orleans. Giv mig soldater, få eller mange. Og jeg skal drage af sted".
Man foreholdt hende, at når Gud ville befri Frankrig, havde han da ikke soldater nødig. Svar: "Det er soldaterne, der fører våbnene. Men det er Gud der giver sejren".
< Tilbage Til side 6 >