1. Jeanne d'Arc
2. Kætter i kirkens øjne, en farlig forbrydelse
3. Englands konge blev herre i Nord-Frankrig
4. Medlidenhed med Frankrigs sørgelige skæbne
5. Jeanne d'Arc kom til Chinon
6. Denne pige er sendt af Gud - Jeanne d'Arc
7. Orleans bliver befriet
8. Dersom jeg skal dø, vil jeg være lykkelig
9. Tilfangetagelsen den 23. maj 1430
10. Fængsel og forhør i Rouen
11. Jeanne d'Arc bliver henrettet den 30. maj 1431
Jeanne d'Arc bliver henrettet den 30. maj 1431
Den moderne franske kunstner Arnoux udgav midt under Verdenskrigen en billedbog med fremstillingen af den franske soldat, som han har set ud ned gennem tiderne. Omslags-billedet viser, hvordan Jeanne d' Arc's kampfæller så ud og var bevæbnet ifølge den historiske overlevering efter Arnoux's fremstilling.
Den 30. maj 1431, to år og en måned efter hendes indtog i Orleans, blev hun ført til retterstedet på markedspladsen i Rouen. På en plakat stod ordene: "Frafalden, afgudsdyrker, gudsfornægter".
Da hun så den høje brændestabel, hvorpå hun skulle brændes, råbte hun: "Ak! behandler man mig virkelig så skrækkeligt og grusomt, at mit legeme, som aldrig blev besmittet og urent, i dag skal fortæres af ild og blive til aske. Åh! jeg ville ti gange hellere halshugges end brændes levende. O! jeg påkalder Gud, den store dommer, for den uret og tort, der gøres mig".
Rundt om var der tribuner til øvrighed og alle fromme gejstlige mænd, der nu skulle opbygges ved synet af deres offers lidelser. Pladsen var fuld af soldater og borgere. Det blev en lang opbyggelig cermoni med prædiken, vel spækket med skriftsteder, med salmesang og røgelse.
Da hun kom op på det høje bål og så ud over mængden, hørte man hende sige: "O, Rouen, o Rouen, så skal jeg altså dø her", og noget efter tilføjede hun: "O, Rouen, jeg er bange for, at du skal komme til at lide for min død".
Da hun stod bundet til pælen og ventede på flammedøden, begyndte den ene dommer efter den anden at liste af. Til sidst var den kirkelige tribune næsten tom. Og de engelske soldater var så bevæget, at de græd over den unge pige med det forklarede åsyn. Ja, det berettes, at alle udgød tårer.
Fra det øjeblik røgen begyndte at skjule hende for de våde blikke, er beretningerne vaklende og modsigende. Sindene har vel været så oprevet, at ingen har kunnet sanse ret. Men det vidnesbyrd har vi fra den dominikanermunk, der stod hende nærmest, at hun inde fra flammerne råbte: "Ja, mine stemmer var fra Gud. Mine stemmer har ikke bedraget mig".
Og hendes sidste skrig blev forstået som råbet: "Jesus!"
For at udslette ethvert spor af hende, blev hendes aske kastet i Seinen. Men hendes ånd levede videre og frelste Frankrig. Hun har skabt den nationalitetsfølelse, der igennem århundreder blev Frankrigs styrke.
(Forfatter: Axel Jarl)< Tilbage