1. Jeanne d'Arc
2. Kætter i kirkens øjne, en farlig forbrydelse
3. Englands konge blev herre i Nord-Frankrig
4. Medlidenhed med Frankrigs sørgelige skæbne
5. Jeanne d'Arc kom til Chinon
6. Denne pige er sendt af Gud - Jeanne d'Arc
7. Orleans bliver befriet
8. Dersom jeg skal dø, vil jeg være lykkelig
9. Tilfangetagelsen den 23. maj 1430
10. Fængsel og forhør i Rouen
11. Jeanne d'Arc bliver henrettet den 30. maj 1431
Dersom jeg skal dø, vil jeg være lykkelig
En skrivers tegning af Jeanne i en af proces-protokollerne.
Og så den 17. juli blev Karl d. 7. salvet i den skønne, ærværdige domkirke i Reims efter den gamle franske kroningscermoni.
Jeanne lå grædende på knæ oppe ved højalteret under den hellige handling. alles blikke gjaldt sikkert mere hende end kongen og ærkebispen. Og hendes stemning forplantede sig til de tilstedeværende, som efter øjenvidners udsagn alle græd af sindsbevægelse.
Hvad der foregik i hendes tanker, får vi en anelse om ved at høre, at hun, da hun red ind i byen ved ærkebispens side og så de store folkemasser, sagde: "O, det gode og fromme folk. Dersom jeg skal dø, vil jeg være lykkelig, om man begravede mig her". "Hvor tror du da, Jeanne, at du skal dø", spurgte bispen. "Det ved jeg ikke, hvor det behager Gud. Men jeg ville ret ønske, om det behagede ham, at jeg måtte gå hjem og vogte får med mine søstre og mine brødre. De ville blive så glade for at gense mig. Jeg har dog i det mindste gjort hvad Vorherre havde befalet mig at udføre".
Efter kroningen sagde hun til kongen: "O, ædle konge, nu er Guds vilje sket, han som ville have, at jeg skulle befri Orleans, og at jeg skulle føre eder her til eders by Reims for at blive salvet med den hellige olie og vise, at I er den rette konge og at eder bør Frankrig tilhøre".
Af andre ytringer til forskellige personer fra denne og nærmest følgende tid kan anføres: "Man må benytte mig. Jeg holder næppe mere end et år".
"Dersom jeg snart skal dø, så sig fra mig til kongen, at der skal bygges kirker, hvor man beder for deres frelse, der dør for fædrelandet".
"Det eneste jeg frygter for, er forræderi ".
Stakkels lille Jeanne, det havde været bedre for hende, om hun havde fået lov til at følge sit hjertes trang og vende hjem.
Men nu fandt generalerne, at hun var en nyttig mascot for hæren. Hun blev tvunget til at følge med som en slags krigsfange forgudet af de menige soldater og holdt borte fra al rådslagning af befalingsmændene. Hun var også nyttig, fordi man vidste, at hendes blotte navn satte panisk skræk i de engelske soldater.
Hun blev mod sin vilje sendt med hæren imod Paris, som endnu var i fjendens hænder. Her blev hun en dag hårdt såret i låret af en lanse. Hun kom sig af såret, men hun tabte noget af sin sindsligevægt. Hendes gamle frejdige, sikre mod havde forladt hende. Hun forløb sig en dag over for en dårlig kvinde, på hvis rygstykker hun knækkede sin kårde, idet hun ville prygle hende med den flade klinge.
< Tilbage Til side 9 >