1. Jeanne d'Arc
2. Kætter i kirkens øjne, en farlig forbrydelse
3. Englands konge blev herre i Nord-Frankrig
4. Medlidenhed med Frankrigs sørgelige skæbne
5. Jeanne d'Arc kom til Chinon
6. Denne pige er sendt af Gud - Jeanne d'Arc
7. Orleans bliver befriet
8. Dersom jeg skal dø, vil jeg være lykkelig
9. Tilfangetagelsen den 23. maj 1430
10. Fængsel og forhør i Rouen
11. Jeanne d'Arc bliver henrettet den 30. maj 1431
Englands konge blev herre i Nord-Frankrig
Jeannes barndomshjem, som det endnu findes bevaret gennem tiderne af det franske folks kærlighed.
De urolige tider og landets store nød har sikkert givet genlyd i hendes barndomshjem. Hun var tre år gammel, da Englands konge i slaget ved Azincourt blev Herre i Nord-Frankrig. Hun oplevede også som lille pige at se fjendtlige tropper drage hærgende og plyndrende gennem landsbyen.
Men så 13 år gammel fik hun en åbenbaring.
Hun fortalte senere derom, at hun var ene ude i sine forældres have ved middagstid, mens kirkeklokkerne ringede fra den nære sognekirke.
Og så skete det, at hun så nogle skikkelser ganske sådan af udseende som de helgenbilleder, hun altid sad og så på under gudstjenesten i kirken, og som i deres fine kjortler og helgensmykker nok kunne sætte en lile piges fantasi i bevægelse.
Gang på gang i den kommende tid viste de samme skikkelser sig for den fromme pige, og somme tider talte de til hende, fortalte hende, at de var den hellige Katharina og den hellige Marguerite og gav hende barnlige formaninger til fromhed og flid.
Alt dette har næppe vakt forbavselse hverken hos hende selv eller hos hendes forældre, dersom hun har fortalt derom. Men det gjorde hun måske slet ikke, så naturligt forekom det hende. For i de tider hørte åbenbaringer både af engle og af djævle med til dagens orden.
Men som årene gik, som Jeanne blev en stor velvoksen pige, og som tiderne blev strengere og rygterne om krig og ulykker for land og rige værre og værre, så blev også stemmerne alvorligere og de fordringer, de stillede til hende, strengere.
Hun hørte i landsbyen fortællinger om, hvordan landets rette Herre efter sin sindsyge faders død i 1422 sad skjult i en fjern krog af sit rige, der var oversvømmet af fjender.
Man han havde jo heller ingen myndighed. For han var ikke kronet og blev derfor endnu stadig kun kaldt "Tronfølgeren". Men hvordan skulle der blive en udvej i al den jammer. Domkirken i Reims var jo i fjendehånd, og ingen syntes at bekymre sig om hans sag.
Og Jeanne hørte berettelser om hvordan byen Orleans, der var nøglen til herredømmet over Syd-Frankrig, blev belejret af englænderne. Beboerne havde frivilligt stukket ild på alle de blomstrende forstæder for at vanskeliggøre belejringen. Men nøden i byen blev større og større, og dens gentagne råb om hjælp til tronfølgeren fik stadig intet svar.
Under disse forhold var det så at ærkeenglen Michael sluttede sig til de to helgeninder og forlangte intet mindre af Jeanne, end at hun skulle drage ud i krigen, befri Orleans og føre tronfølgeren til Reims, for at han kunne blive kronet som Frankrigs konge.
< Tilbage Til side 4 >