1. Sam Eyde - Norsk Hydro
2. Verdens forekomster af salpeter
3. Samuel Eyde - Født i Arendal, Norge 1866
4. Udnyttelsen af Norges vandkraft
5. Samarbejdet med professor Kristian Birkeland
6. De første forsøg på kvælstofforbrænding
7. Rjukan, Nordens mest moderne by
8. Sammenslutning af aktieselskaber
9. Kemiske storindustrier i Norge
10. Medarbejderne var ansatte til deres død
Verdens forekomster af salpeter
Maskinhallen i Såheim Kraftstation, der udnytter et fald på 260 m. i Måneelven mellem Mosvand og Tinnsjø og kan omsætte indtil 150.000 hestekræfter i elektrisk energi.
Der findes desværre ikke uudtømmelige salpeterlejer, kun i Chiles regnløse bjergegne finder man salpeter i betydelig mængde, og da der bruges overordentlig meget deraf, siden 1870 således 75 millioner tons, vil det engang slippe op. Hvornår dette vil ske, er ikke let at beregne, man har haft meget forskellige meninger om dette. Således mente de chilenske salpetermyndigheder før 1880, at der måtte være salpeter nok til verdensforbruget i 150 år. Men i 1888 fandt de, at lejerne sikkert ville være tømt allerede omkring 1913, og skønt de ved århundredeskiftet forlængede fristen til 1940, stod det dog i en årrække klart, at det var nødvendigt at fremstille salpeter ad kunstig vej, for at undgå en verdenshungersnød i en overskuelig fremtid. Imidlertid ændredes denne opfattelse atter i 1913, da generalinspektøren over den chilenske salpeterindustri, Francisco Castillo, fastslog efter indgående undersøgelser af lejernes rumfang, at der endnu var salpeter tilbage til 200 år efter det daværende forbrug at dømme - næsten 3 millioner tons årlig.
Før Castillo gjode denne glædelige opdagelse, var det imidlertid lykkedes at fremstille salpeter i større mængde af luftens kvælstof. Som bekendt er næsten de fire femtedele af luften kvælstof, men planterne kan ikke optage dette i den fri tilstand, de må have det tilført i en kemisk forbindelse, som en del af et andet stof, for at kunne optage næring derfra, og det bedst egnede stof derfor er salpeter.
Kemiske forskere har da også i flere århundreder søgt at binde og nyttiggøre luftens kvælstof. Allerede i 1781 påviste englænderen Cavendish, at der kunne dannes salpeter af luften, og siden har talrige vidensskabsmænd beskæftiget sig med spørgsmålet, nævnes kan Lavoisier, Pristley, Robert Bunsen, Bøttger og mange andre, men det blev kun vanskelige og kostbare laboratorieforsøg, der ikke havde praktisk betydning, før Bradley og Lovejoy i 1902 ved Niagara anlagde en stor forsøgsfabrik og søgte at fremstille salpeter af luftens kvælstof ved udnyttelse af Bøttgers opdagelse af, at der dannes salpetersyre, når man lod elektriske induktionsgnister slå gennem luften, - idet de lod en kreds af elektroder rotere forbi en anden fast elektrodekreds. Salpeterfremstillingen blev imidlertid for dyr på denne måde og måtte opgives som urentabel et par år senere efter talrige kostbare eksperimenter.
Det var således ikke videnskabsmændenes opmuntrende resultater, der i 1903 fik den norske ingeniør Samuel Eyde til at gøre en række forsøg efter en anden metode, men det var et ønske hos ham om at udnytte vandkraften i de norske elve i industrien, og vel at mærke inden for en industrigren, hvor der den første tid fordredes så lidt arbejdskraft som muligt, da Norge ikke havde overflødig mandskab, og desuden ønskede han at skabe en industri, der kunne danne grundlaget for nye virksomheder, for andre industriforetagender. Eyde fandt, at salpeterfremstillingen i alle henseender egnede sig godt herfor, og hans forsøg lykkedes forbavsende hurtigt og godt. I 1905 byggede han sin første forsøgsfabrik, der beskæftigede 39 mand, nu lever godt 30.000 mennesker af at fremstille Norgessalpeter, ved den første fabrik udnyttedes 2500 hestekræfter, nu er tallet omkring en halv million.
< Tilbage Til side 3 >